Sport11. juli 2023

Tine Høgh kunne ingenting efter sin mands død: I dag mærker hun igen kærligheden

Lars Høghs død tog rigtig hårdt på hans kone, der i dag er kommet ovenpå igen – blandt andet takket være rådgivning fra Kræftens Bekæmpelse
Nu Festival i Kerteminde 2022
Tine Høgh var i stor sorg efter sin mand, Lars Høghs død, men i dag har hun atter fundet lyset.
 Foto: Mikael Rieck

Det var en af Danmarks allermest elskede sportspersoner, der 8. december 2021 gik bort, da Lars Høgh tabte kampen til kræft.

Det kunne både ses i Høghs sidste tid, hvor han blandt andet blev indlemmet i fodboldens Hall of Fame, og efter hans død, hvor det strømmede ind med tanker til den efterladte familie.

Men selv om støtten var stor, så var sorgen større for Lars Høghs kone, Tine Høgh.

Det fortæller hun halvandet år efter sin mands død til TV 2 Fyn, der i en ny serie taler med fynboer, som har oplevet et afgørende vendepunkt i deres liv.

– Jeg kunne ingenting. Jeg var så ked af det og bare græd og græd. Den eneste, jeg ville trøstes af, var Lars, og det kunne han jo ikke. Jeg havde bare lyst til at følge efter ham, men det skulle jeg jo ikke. Det vidste jeg godt. Så der var meget, der skulle på plads. Jeg skulle have grædt ud og lære at sove og trække vejret igen, fortæller Tine Høgh.

Og med hjælp fra Kræftens Bekæmpelses Kræftrådgivning er det lykkes fodboldfruen at kunne glæde sig over livet igen.

Også selv om hun ikke selv havde regnet med at være der, hvor hun er i dag.

Nicolai Laudrup - Bryllup Sølyst.
Tine og Lars Høgh til Nicolai Laudrups bryllup i juni 2022. I november samme år fortalte Lars Høgh til offentligheden, at der nu ikke var tale om år, men måneder han havde tilbage at leve i.
 Foto: Mikael Rieck

I dag kan hun igen glæde sig over de små ting i tilværelsen, som hun har accepteret skal nydes, hvis sorgen ikke skal fylde alt.

– Jeg mærker taknemmeligheden over og kærligheden til mine venner og familie og især mine fantastiske børn, svigerbørn og børn. Jeg er meget privilegeret, siger Tine Høgh.

Udover Tine efterlod Lars Høgh sig datteren Josefine, sønnen Jonas og tre børnebørn.

Læs hele TV2 Fyns portræt her.

Sponsoreret indhold