Kendte12. juli 2023

Annette Heick og Jesper Vollmer afslører økonomisk nedtur: Måtte have børnenes sparegrise med som nødløsning

Det celebre par måtte en overgang tage yderst kreative metoder i brug for at få de økonomiske ender til at mødes
Annette Heick, 51, og Jesper Vollmer, 49, taler åbent om deres økonomiske nedtur. 
Annette Heick, 51, og Jesper Vollmer, 49, taler åbent om deres økonomiske nedtur.
 Foto: Dan Mariegaard

Selv om man har fine titler som entertainer og kongehuskok på cv'et, så er det bestemt ikke lig med, at man svømmer i penge.

Det kan Annette Heick og Jesper Vollmer om nogen skrive under på.

I et stort interview i ALT for damerne fortæller parret ærligt om, hvordan de ramte bunden, da Vollmer efter en voldsom ulykke måtte stoppe som kok i kongehuset.

For arbejdsløsheden ramlede sammen med fugtproblemer og byggefejl i deres svenske residens, og så var gode råd pludselig dyre. Sådan helt bogstaveligt talt.

Annette Heick, 51, genkalder, hvordan hun endevendte alle deres ejendele for at finde ting, hun kunne sælge på Lauritz.com, hos Bruun Rasmussen og på loppemarkeder.

Vollmer, 49, afslører en episode, hvor de virkelig skrabede bunden rent økonomisk.

– Da vi var længst ude, havde vi ungernes sparegrise med i bilen, da vi skulle over Øresundsbroen til Sverige for at komme til Bornholm. Vi havde ingen penge på vores kort, og vi havde ingen kontanter selv, så vi var nødt til at have sparegrisene med som nødløsning, hvis betalingsanlægget afviste vores kort, genkalder kokken om familiens økonomiske nedtur.

Anette Heicks søn Storm konfirmeres fra Sorgenfri Kirke
Annette Heick og Jesper Vollmer har sammen sønnerne Storm og Eliot.
 Foto: Mikael Rieck

Parret måtte gå tiggergang i fem banker for at låne penge til at bygge endnu et hus på deres grund i Sverige, som var udstykket i to.

Derefter stod parret med to huse, hvor de kunne sælge det ene.

– Det er sindssygt at tænke på, at det kun er fem år siden, at alt det her skete, lyder det fra Heick til damebladet.

Sponsoreret indhold