Kendte13. juli 2023

Tessa åbner op: - Det har været hårdt

I et sjældent interview med SE og HØR fortæller Tessa om, hvordan det har været at åbne op for sin mere personlige side
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
På den røde løber til premieren på musikforestillingen Natasja stillede Tessa op til et interview med SE og HØR, hvor vi blandt andet fik en snak om de mere personlige sange, hun har udgivet på sit debutalbum, som kom ud for et par uger siden.
 Video: Gregers Overvad

På den røde løber til musikforestillingen "Natasja" dukkede en glad Tessa op. Hun så meget frem til forestillingen, som hylder en af de største danske musikere nogensinde.

En hylde som Tessa selv stille og roligt arbejder sig op imod. Da SE og HØR møder hende er Hundige-stjernen i et skønt humør.

Det store smil skyldes især, at hendes debutalbum "Tessas hævn" har fået en virkelig god modtagelse blandt rapdronningens meget dedikerede fans.

- Modtagelsen har været fuldstændig fantastisk. Det er på den ene side et meget personligt album, og det har været hårdt at skrive, siger Tessa til SE og HØR.

- Men på den anden side har det været kæmpe forløsende for mig. Jeg har jo mine bad ass sjakalinas, som kæmper for lige meget hvad, jeg står for.

Tessa
Tessa har stadig en del festivaljobs tilbage i løbet af sommeren, og hun har ingen planer om at holde ferie lige foreløbig.
 Foto: Martin Høien

På albummet er det især sangen "Engletårer", som er af en anden type, end vi normalt hører fra dronningen af dansk rap.

Her åbner Tessa op om en voldtægt, hun har været udsat for, da hun var bare 14 år gammel, som hun fortæller i den gribende sang.

Hvordan har det været for dig at skrive de her mere personlige sange, som vi ikke har været så vant til at høre?

- Det har været hårdt, men det har også været befriende og tiltrængt at få sat ord på. Det har været fuldstændig amazing, fortæller Tessa.

"Tessas hævn"-albummet har begejstret hendes mange, mange fans. Heldigvis for dem, så har vestegnsrimsmeden ikke tænkt sig at holde ferie, så der er masser af muligheder for at opleve hende rundt omkring i det danske land.

- Der er en masse festivaler, og jeg skal i studiet og lave ny musik og bare skeje ud egentlig og nyde, at mit album er ude, og at jeg får lov til at spille det, jubler Tessa.

Se hele interviewet øverst i artiklen!

Sponsoreret indhold