Grev Nikolai tager uventet skridt: Ansat i stort bureau
Det kom bag på de fleste, da grev Nikolai for knap et halvt år siden oprettede sin egen personlige Instagram-profil under navnet "nikolaitildanmark".
Siden da har greven forkælet sine næste 60.000 følgere med flere private billeder og videoer fra både Danmark og rundt omkring i verden.
Nu har Nikolai så taget sin færden på de sociale medier til næste niveau. Og igen er han den første i det danske kongehus, som gør det.
Den tidligere prins er nemlig blevet tilknyttet det store influencer-bureau Social Works, som er et firma, der med egne ord er eksperter inden for influencer-marketing og talent-management.
- Hjerteligt velkommen til Social Works-familien til grev Nikolai af Monpezat. Nikolai er en del af det danske kongehus og har en imponerende modelkarriere, hvor han har gået catwalk for Dior flere gange og har været på forsiden af den skandinaviske udgave af Vogue, skriver Social Works på deres Instagram-profil.
Bureauet har i forvejen store danske stjerner som Mathilde Gøhler, Remee, Uffe Buchard og Freja Kirk i deres stald. Nu er endnu et stort navn hevet ind i folden i form af grev Nikolai.
- Vi er stolte af, at Nikolai har valgt at stole på os med hans fremtidige rejse, og vi kan ikke vente med at komme i gang, skrive Social Works.