Efter indlæggelse: Nu er Jamie Foxx tilbage i arbejdstøjet
LÆS OGSÅ: Sonny Fredie Pedersen medvirker i stor amerikansk film med Jamie Foxx
Jamie Foxx er "back in business".
TMZ skriver nemlig, at den berømte amerikanske skuespiller har været foran kameraerne igen - det er altså første gang, siden han blev indlagt i april.
Kilder fortæller til det amerikanske medie, at 55-årige Foxx var med i en reklamefilm onsdag i Las Vegas på Aria Resort and Casino.
TMZ bringer sågar billeder fra optagelsen, som kan ses her.
Jamie Foxx blev for knap to uger siden spottet i offentligheden for første gang siden indlæggelsen. Det var også TMZ, der havde en video af skuespilleren, som var på en båd.
Han havde sågar overskud til at vinke til kameraet, der befandt sig på en modsejlende båd.
Tilbage i maj skrev flere medier, at Jamie Foxx var i gang med genoptræning på et center i Chicago.
Her hjælper man patienter, som har haft en hjerneblødning eller på andre måder problemer med deres motorik.
Skuespilleren blev pludselig indlagt tilbage i april. I skrivende stund har han fortsat ikke sat ord på, hvad der har ligget til grund for indlæggelsen.