Her er programmet for fejringen af Jonas Vingegaard i Glyngøre
På torsdag bliver der stor folkefest i den jyske by Glyngøre.
Her vender den dobbelte Tour de France-vinder nemlig hjem efter at have sejret i Paris.
Planlægningen har været i fuld gang, siden det stod klart, at Jonas Vingegaard tog sin anden sejr i træk i det franske cykelløb.
Nu er det fulde program endelig færdiggjort.
Det skriver TV MIDTVEST.
Her er første stop på fejringsruten et særligt ønske for den danske Tour-vinder.
– Hans første ophold er ved Glyngøre Plejecenter, fordi det er Jonas’ allerhøjeste prioritet at aflægge et besøg der, fordi han ved, at det betyder noget for de ældre, og det betyder noget for ham, fortæller Susan Aaen, der er en af arrangørerne af fejringen.
Samme besøg aflagde han også sidste år, da han vandt Tour de France for første gang.
Et andet stort ønske for Jonas Vingegaard har været at få The Minds of 99 til at spille, men det har ikke været muligt.
I stedet har man booket et andet band, som ifølge Vingegaard er ligeså godt som det danske hitband.
– Et band der hedder Baby Did a Bad Thing skal blandt andet spille. Det er et band, som Jonas og Trine har gjort os opmærksom på, at de kender. Så selv om det ikke blev The Minds of 99, så forsikrer Jonas, at det her bliver lige så godt, siger Susan Aaen.
Sådan bliver Jonas Vingegaard fejret i Glyngøre
Kl. 11:00 Åbner pladsens boder
Kl. 11:00 – 15:00 Klokkespil i kirkens tårn og lydinstallation i kirken – Klaverværket ”Becomming” skrevet af lokal komponist, Kristian Rymkier 2023
Kl. 13:00 Konferencier begynder med musik, og hoppeborg åbner
Kl. 14:00 Kagen skæres
Kl. 14:00 Musik – Kaiser
Kl. 14:30 DJ Uggerby og 8Ball sparker festen i gang
Kl. 15:00 Jonas forventes at køre ind i Glyngøre – Morsø Garden går foran (vises også på stadion)
Kl. 15.15 Musik – MD-duo
Kl. 16:00 Taler ved Provst Susan Aaen og Borgmester Peder Christian Kirkegaard, derefter samtale mellem Jonas og Brian Holm
Kl. 17:00 Musik – Baby Did a Bad Thing
Kl. 17:00 Tante Andante underholder børnene ved legepladsen
Kl. 18:00 Jonas skiver autografer
KL 18:00 Konferencier lukker af for i år
Kl. 22.30 Fyrværkeri på fjorden