Et år til OL i dag: Husker du de danske medaljer?

I dag er der præcis et år til, at OL 2024 i Paris erklæres for åbent ved en storslået ceremoni langs Seinen - i hjertet af den europæiske hovedstad.
Atleter verden over kan begynde at ane sportens ubetinget største begivenhed i horisonten. Mange som håbefulde debutanter, andre for at tage en sidste tur i manegen.
Pludselig finder vi os selv i færd med at følge sportsgrene, som vi ellers forsømmer. Vi stiller alarmen til at vække os på obskure tidspunkter, når der skal spilles håndbold-kvartfinaler eller svømmes om VM-guld i 200 meter butterfly på en anden side af jordkloden. OL er bare noget særligt.
Danske medaljer
Legene i Tokyo 2020, fandt som bekendt slet ikke sted i 2020 - men i 2021, grundet coronaens hærgen. Men trods de kedelige omstændigheder, blev det et historisk OL for Danmark, hvor de danske atleter fik hele 11 medaljer med hjem - næst flest siden OL i 1948.
1. Jesper Hansen skød bogstavligt talt Danmark i gang, da han tog en sølvmedalje i skeetskydning på OLs første konkurrencedag.
2. Bronze-duoen Frederic Vystavel og Joachim Sutton leverede en vild overraskelse, da de blev nummer tre i toer uden styrmand. De to roere kom med til OL på sidste mandat, men viste sig at være blandt de absolut bedste.
3. Pernille Blume svømmede sig i 2016 til OL-guld på 50 meter fri-distancen. Og selvom hun ikke formåede at forsvare guldet, kom hun i Tokyo ind på flot tredjeplads og sikrede sig karrierens tredje OL-medalje.

4. Anne-Marie Rindom kunne efter et sidste dramatisk sejlads lade sig hylde som guldvinder. Hun havde længe ligget på førstepladsen, men var tæt på at sætte det over styr grundet en fejlspækket sejlads om fredagen. Det endte dog heldigvis lykkeligt!
5. Vilde Viktor Axelsen sikrede Danmarks anden guldmedalje, da han tog en finalesejr over den forsvarende mester, kineseren Chen Long.

6. Emma Aastrand Jørgensen var i 200 meter enerkajak et mulehår fra at vinde sølv. Hun nåede endda at stå som nummer to på resultattavlen i flere sekunder. Men et målfoto afslørede, at danskeren kom ind på tredjepladsen med en bronzemedalje til følge.
7. Banelandsholdet sørgede for et tilsvarende drama i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Her lignede danskerne guldvindere helt indtil sidst i finalen, men italienerne trak det længste strå.
8. Emma Aastrand Jørgensen var på pletten igen! Denne gang i 500 meter enerkajak. For anden gang på 48 timer kunne kajakroeren juble over endnu en OL-medalje i bronze.

9. Amalie Dideriksen og Julie Leth kørte et flot parløb, hvor kun briterne var bedre. Ganske fortjent sølv til de danske cykelpiger.
10. Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen leverede en fænomenal præstation og levede op til favoritværdigheden, da de sammen vandt OL-guld i parløb.

11. Håndboldherrerne lukkede og slukkede OL-festen, da de sikrede sig sølvet efter et nederlag i finalen til Frankrig på to mål. Måske de får muligheden for at få revanche i Paris? Hvem ved.
Vidste du?
Selvom Danmark er et lille land, så kan vi bryste os af at være et af de lande i verden, som har vundet flest medaljer ved OL per million indbyggere.
Vi er helt nøjagtigt nummer seks på listen - kun overgået af San Marino, Finland, Ungarn, Sverige og Bahamas.
205 medaljer er det blevet til, siden Danmark deltog i legene første gang i 1896. 48 af guld, 78 i sølv og 79 bronzemedaljer. Danmark er altså et af de bedste lande at være født i, hvis du vil vinde en OL-medalje.
Er du også kommet i OL-stemning? I denne uges udgave af SE og HØRs sportspodcast "Af Banen" kan du høre kajakroer og OL-medaljevinder Emma Aastrand Jørgensens historie her.