Nyheder28. juli 2023

Farlig hedebølge venter hver anden amerikaner i weekenden

Varmeadvarsler er udstedt for halvdelen af den amerikanske befolkning i weekenden. Storbyer åbner kølecentre

Halvdelen af amerikanerne vil blive mødt af farligt høje temperaturer og trykkende varme i weekenden.

Her lægger en hedebølge sig over den amerikanske østkyst og Midtvesten.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Advarsler om varme og farligt høje temperaturer er blevet udstedt for over 170 millioner amerikanere. Der bor cirka 332 millioner mennesker i USA.

Lørdag eftermiddag ventes temperaturerne mange steder at kravle op over 38 grader celsius. Det meddeler USA's Nationale Vejrservice (NWS) fredag.

- Drik masser af væske, bliv inde i rum med aircondition, hold jer ude af solen, og hold øje med familiemedlemmer og naboer, lyder rådene fra NWS.

I flere amerikanske storbyer som Chicago, New York og Philadelphia har myndighederne åbnet offentlige kølesteder på biblioteker og i lokalcentre.

Her kan borgere, der ikke kan undslippe varmen, søge tilflugt.

I Philadelphia kan temperaturerne ramme 42 grader celsius. Her er åbningstiderne for offentlige svømmebassiner blevet udvidet.

Lokale myndigheder og meteorologer i USA advarer borgere mod at opholde sig i udenfor i varmen.

Det kan potentielt have alvorlige konsekvenser for ens helbred. Særligt for personer over 65 år, personer med kroniske sygdomme og personer, der arbejder eller deltager i aktiviteter udendørs.

Sponsoreret indhold