Mascha Vang i skræmmende hesteulykke
LÆS OGSÅ: Mascha Vang modtager frygtelige billeder: Nu siger hun stop
Den 44-årige Mascha Vang fik hygget godt igennem med sin mand, Troels Krohn Dehli, på Smukfest onsdag.
Men hyggen sluttede brat, da duoen var vendt hjem igen.
Mascha, der for kort tid siden kunne meddele sin mand, at hun havde impulsshoppet en hest, har nemlig fået sparket af en anden hest.
- Jeg røg lige en tur babu-babu på skadestuen i dag, skriver Mascha Vang i en story, som hun har delt på Instagram.
- Den ellers rigtig søde hest, vi kiggede på til min veninde, sparkede mig i lysken, lige som jeg satte foden i stigbøjlen, fortsætter hun.
- Hvis vi ikke havde det på video, ville jeg ikke fatte, hvordan det kunne ske. Det var uheldigt og meget ærgerligt. Men intet er brækket, og det er det vigtigste. Jeg får lige noget tid på sofaen og har fået et sæt hvidt hospitalstøj.
Ferien er droppet
Ikke nok med at Mascha nu må tage den på langs, så må familien også droppe den ellers planlagte ferie til Utah.
Det skriver Mascha i et opslag, som hun også har delt med sine 238.000 følgere.
- Æv!! I morgen tidlig skulle vi ha’ været på en spændende rejse til Utah, med planer om overnatninger på ranch, western ridning, rafte på Colorado river, sove i tipier og en masse andet.
- Vi kommer desværre ikke afsted alligevel.
Kommentarsporet på Maschas opslag er lynhurtigt blevet oversvømmet med ønsker om god bedring.
Blandt andet fra "Løvens Hule"-investoren Louise Herping Ellegaard og en række af Maschas influencerkollegaer.