Status på det voldsomme vejr: Pas stadig på derude
Voldsomme vindstød og hård blæst præger stadig landet – og derfor opfordres bilister til stadig at være forsigtige, når de bevæger sig udenfor.
Særligt i Jylland har de voldsomme vinde ifølge Nordjyske fået flere træer til at vælte ud over kørebaner – og derfor er opfordringen fra Nordjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi da også klar:
Kør hjemmefra lidt tidligere end planlagt og kør forsigtigt.
Desuden har det kraftige blæsevejr også fået de karakteristiske badehuse ved Løkken strand til at "sejle rundt".
Mange er desuden ødelagte, skriver TV 2 Nord. I går forsøgte en kran og en lastbil at flytte så mange badehuse som muligt, men det lykkedes ikke at redde alle.
Anja Laustsen fortæller til TV 2 Nord, at hun er chokeret over synet. Hun har haft et badehus i 20 år - siden 2003:
- For nogle år siden, stod vi og skubbede på badehusene, for at de ikke skulle svømme væk, men det er simpelthen for farligt nu, for der blæser stadig helt vildt, siger hun til TV 2 Nord.
Også togtrafikken er forsat præget af vejret. Allerede i går meddelte DSB, at man ville indsætte færre tog i hele landet som følge af risikoen for nedfaldne køreledninger. Det betyder fortsat, at der er en del ændringer i køreplanerne. Desuden blev det også i går meldt ud, at alle S-tog vil køre med nedsat hastighed på grund af vinden.
Derfor opfordres alle, der skal med tog tirsdag morgen, til at holde sig opdateret hos DSB.
Tirsdag morgen fraråder Vejdirektoratet også at køre med vindfølsomme køretøjer på Farøbroerne, Øresundsbroen og Vejlefjordbroen.
Især i det nordjyske skal man fortsat forvente blæsevejr ud over det sædvanlige i dag.