Helvedet på Hawaii: 1.000 savnes, mange er døde og hel by er væk
LÆS OGSÅ: Værste katastrofe i 60 år
Engang var det et ferieparadis med frodige skove, farverige byer og kilometerlange strande.
Men nu er hawaiianske Maui forvandlet til et apokalyptisk mareridt, efter at en række voldsomme skovbrande de seneste dage har ædt store områder af paradisøen.
I skrivende stund er mindst 53 mennesker omkommet i flammerne, men man både frygter og forventer, at tallet bliver langt højere.
Mindst 1.000 mennesker er således fortsat savnet på vulkanøen, hvor der de seneste dage er delt hjerteskærende beretninger om folk, der hopper i vandet i et desperat forsøg på at redde livet.
Hårdest ramt er formentlig den historiske by Lahaina, som ligger på den vestlige del af Maui.
Fredag meddeles det, at byen stort set er fuldstændig udslettet, og det er da også i Lahaina, at de fleste dødsfald er sket.
To beboere beskriver til lokalmediet KHON2 de voldsomme brande, der hærgede byen, som et vaskeægte ”helvede”:
– Jeg så nogle folk, der bare løb, jeg hørte skrig fra helvede … eksplosioner. Det føltes som om, at vi var i helvedet. Det var ubeskriveligt, fortæller en rystet beboer til mediet.
Hawaiis guvernør Josh Green er også rystet over katastrofen, der fuldstændig har lammet ferieparadiset.
– Det er en forfærdelig dag, uden tvivl, siger han.
– Det vi ser i dag, er katastrofalt. Alle af os vil kende en her på Maui, der har mistet et hus eller en ven, siger han.
Naturkatastrofen på Hawaii er den værste, der har ramt den amerikanske delstat siden 1960. Dengang dræbte en tsunami 61 mennesker.
Ifølge University of Hawaii er store brande ikke ukendt på denne tid af året.
Størrelsen på denne brand er dog usædvanlig.