Hollywood-stjernen Jason Momoa knust efter skovbrande på Hawaii

"Games of Thrones"-stjernen Jason Momoa er dybt berørt efter de ødelæggende skovbrande på den hawaiianske ø Maui.
I flere opslag på sin Instagram-profil udtrykker skuespilleren sin dybeste medfølelse og støtte overfor de mange mennesker, som er påvirket af tragedien, der hidtil har kostet knap 100 mennesker livet.
- Vi er fuldstændig knuste for vores venner på Maui, som har været påvirket af de nylige skovbrande, skriver han til et af sine mange opslag.
Selv er Jason Momoa født i Honolulu, og derfor er han særligt berørt af den ulykkelige situation.
Samtidig opfordrer han turister til at holde sig væk fra øen.
- Lad være med at overbevise dig selv om, at din tilstedeværelse er nødvendig på en ø, der lider dybt.
- Maui er ikke stedet for din ferie. LAD VÆRE MED AT REJSE TIL MAUI, råber han i versaler.
Redningsholdene bliver ved med at finde lig af omkomne hawaiianere.