Pamela på fisketur

Mange havde nok drømt om en lille rød badedragt eller i det mindste god udsigt til de fortrin, der i 90'erne gjorde Pamela Anderson til en hed drøm for de fleste mænd efter hendes optræden i tv-serien Baywatch.
Men da Pamela Anderson i dag sammen med den danske kunstner Poul Pava uddelte autografer på Fisketorvet i København, var babs og nutte gemt godt væk under en sort kjole.
Tv-værter og dj's blandt fans
Det tog dog ikke modet fra de 150-200 fremmødte fans, der gladelig stod i kø i håb om at møde den barmfagre blondine.
Det var især mændene, der havde fundet vej til shoppingcentrets 2.-sal, og blandt de mange mandlige beundrere var der en enkelt livredder i fuld uniform, dj og tidligere tv-vært Joakim Hediger og ikke mindre end 3 styk af lovens lange arm, der måtte stå på tæer for at snige sig til et lille blik af Baywatch-baben.