Dansk Tour-rytter skifter til Astana i næste sæson
Tirsdag står Anthon Charmig og holdkammeraterne fra Uno-X klar ved startstregen i Aalborg, når årets udgave af PostNord Danmark Rundt skydes i gang.
Hvis han også næste år skal deltage i etapeløbet på hjemlig grund, så bliver det i Astanas lyseblå farver.
Holdet fra Kasakhstan skriver i en pressemeddelelse, at man har skrevet en toårig kontrakt med den 25-årige dansker gældende fra årsskiftet.
Charmig har siden 2021 kørt for norske Uno-X, der har stort dansk islæt. Alsidige Charmig debuterede i dette års Tour de France, som Uno-X havde fået et wildcard til.
Han blev nummer fire i linjeløbet ved dette års DM, mens han i PostNord Danmark Rundt er sluttet som henholdsvis nummer syv og ti i 2021 og 2022.
I 2022 hentede han sin hidtil største sejr, da han vandt en etape i Tour of Oman.