Bizar afsløring om prins Alberts og prinsesse Charlenes skandaleprægede ægteskab
Han er søn af Hollywood-ikonet Grace Kelly og født ind i Monacos royale familie, mens hun er tidligere olympisk svømmer, og lige siden de blev gift er skandalerne strømmet ind.
Og de fortsætter tilsyneladende for prins Albert og hans hustru, prinsesse Charlene.
I hvert fald har det franske magasin Voici nyt om det til tider bizarre ægteskab, der indtil videre har varet 13 år.
Det viser sig nemlig, at fyrsteparret angiveligt slet ikke bor sammen, selvom prinsesse Charlene ellers sidste år kom tilbage til Monaco efter et mærkværdigt sygdomsforløb i udlandet.
Ifølge Voici er hun nemlig siden da flyttet 350 kilometer væk og bor efter sigende i dag i Schweiz.
Den 65-årige prins Albert og den 45-årige prinsesse Charlene blev gift i 2011, men allerede på bryllupsdagen begyndte skandalerne.
Her forlød det nemlig, at hun skulle have forsøgt at flygte inden ceremonien, ligesom hun græd på livet løs under brylluppet.
Der har også været utallige rygter om, at prins Albert med øgenavnet "Playboy Prince" har haft svært ved at være hende tro, ligesom han da også tidligere har indrømmet at have fået flere illegitime børn.
I 2021 blev det endnu mere bizart, da prinsesse Charlene pludselig "forsvandt" fra offentligheden i mere end et år efter rygter om, at prins Albert skulle have været hende utro.
Hun rejste først til Sydafrika, hvor hun var i ti måneder, fordi hun blev alvorligt syg med en øre-, næse- og halsinfektion og måtte opereres flere gange.
Efterfølgende blev hun ramt af en mystisk sygdom, hvorefter hun blev indlagt på en privat klinik i Schweiz.
I begyndelsen af sidste år vendte hun dog endelig hjem til Monaco og til prins Albert, som hun har de otteårige tvillinger prins Jacques og prinsesse Gabriella med.
Familien var denne sommer på ferie sammen på en yacht i Middelhavet, men da ferien var overstået, skal prinsesse Charlene altså angiveligt have drønet alene videre til Schweiz.
Tyske Bild har også historien, og de har talt med en anonym kilde, som udtaler, at parret skiftes om at have børnene.
Prinsesse Charlene skal angiveligt have underskrevet en fortrolighedskontrakt, der gør, at hun ikke kan udtale sig om forholdet med prins Albert.
Parret forbliver dog angiveligt kun sammen for syns skyld.
Prinsessen har da også været ved sin ægtemands side ved en række begivenheder det seneste år, deriblandt så sent som i maj, da kong Charles blev kronet i London.