Kendte23. august 2023

Derfor forsvandt Saszeline fra spotlyset: – Jeg skal ikke blive 40 år og være influencer

Den forhenværende popsanger, influencer og rød løber-darling fortæller i Casper Christensens podcast "Casper 3080 Tikøb", hvorfor hun ikke længere er et kendt ansigt
Sammen med sin mand Asger driver Saszeline et retreat i Stevns.
Sammen med sin mand Asger driver Saszeline et retreat i Stevns.
 Foto: Gregers Overvad

LÆS OGSÅ: Saszeline lignede en, der bortførte sin søn i lufthavnen: Så gik hun på borger.dk

Engang havde hun fast plads på forsider, den røde løber og i Instagram-feeds.

Men nærmest fra den ene dag til den anden forsvandt den nu 41-årige Saszeline fra rampelyset, og kun yderst sjældent lader hun sig interviewe og fotografere.

En undtagelse gør hun for Casper Christensen i hans podcast "Casper 3080 Tikøb", hvor hun fortæller om at lægge kendislivet bag sig og finde en ny retning i livet.

Tidligere var Saszeline fast inventar i kendisland. Her ses hun sammen med Oliver Bjerrehuus, Nicci Welsh og Caroline Fleming. 
Tidligere var Saszeline fast inventar i kendisland. Her ses hun sammen med Oliver Bjerrehuus, Nicci Welsh og Caroline Fleming.
 Foto: Birger Storm

I efteråret 2020 blev hendes Instagram-profil lukket ned, efter hun gennem længere tid havde udtalt sig kritisk om blandt andet vaccination og coronavirus, og dermed måtte den tidligere S.O.A.P.-sanger vinke farvel til en lukrativ månedsløn.

– Det var hult

Til Casper Christensen fortæller hun, at hun i et stykke tid før hendes IG-lukning havde følt, at det, hun lavede, var "hult", så derfor var det ikke så stort et slag at få revet sin indtægtskilde fra sig.

– Jeg havde den her følelse af, at der må være mere, end at jeg bare sidder og laver reklamer på den her måde. Det var ikke det, jeg skulle ende med. Jeg sad fast i en bås, forklarer hun.

– Jeg kunne mærke, jeg var meget en persona. Og det var den person, jeg tjente mine penge på på Instagram. Og det var så fint. Men det var hult. Der var noget, der manglede. Jeg skal ikke blive 40 år og være influencer, slår hun fast i podcasten.

Solgte tasker og smykker

I dag er Saszeline ved at uddanne sig til psykoterapeut, ligesom hun arbejder med breathwork, som er en form for vejrtrækningspraksis.

Over for Casper Christensen understreger hun, at det har været "pissehårdt økonomisk" at droppe influencerlivet, men hun er taknemmelig for, at tæppet pludselig blev revet væk under hende.

– Det er lidt som stripperen, der står ved stripperstangen. Det er svært at gå hen og få et normalt job, når du er vant til at få så høj en hyre, og så skal du hen og have en Netto-hyre, siger hun med et grin.

– Jeg har lært at forstå værdien af penge, slår hun fast og afslører, at hun måtte sælge ud af tasker og smykker for at få penge på kontoen.

Du kan lytte til hele podcasten hos Podimo.

Sponsoreret indhold