Prins Christian og kronprins Frederik får rundvisning på Christiansborg
Prins Christian og kronprins Frederik var onsdag på besøg på Christiansborg.
Her har de blandt andet fået en rundvisning af Folketingets formand, Søren Gade (V).
Kongehusets kommunikationsafdeling oplyser til Ritzau, at "kronprinsen og prins Christian i øjeblikket besøger en række centrale statsinstitutioner som led i forberedelserne til prinsens 18-års fødselsdag".
Ifølge Ekstra Bladet blev besøget på Christiansborg onsdag fulgt af et tv-hold fra DR.
- Vi er i lære, lød det kort fra kronprins Frederik til avisen.
Hvilke andre centrale statsinstitutioner, der er tale om, oplyser kongehuset ikke.
Prins Christian fylder 18 år den 15. oktober.
14. november skal han deltage i sit første møde i Statsrådet. Det er et møde mellem statsministeren og de øvrige ministre og dronning Margrethe, der løbende afholdes, og hvor dronningen underskriver love vedtaget af Folketinget.
På mødet i Statsrådet skal prins Christian "afgive en såkaldt højtidelig erklæring om at ville overholde grundloven", har kongehuset tidligere meddelt.
- Prins Christian vil herefter kunne udpeges som rigsforstander. Prins Christian vil ikke få sæde i Statsrådet, før et tronskifte har fundet sted, lød det videre i en pressemeddelelse fra kongehuset 8. august vedrørende prinsens kommende 18-års fødselsdag.
Kan dronningen ikke deltage på et møde i Statsrådet, vil en stedfortræder træde til.
Stedfortræderen kan være en rigsforstander, som prins Christian altså kan udpeges til efter mødet i Statsrådet.
Også kronprinsesse Mary, prinsesse Benedikte og prins Joachim kan indsættes som rigsforstander.