Juiceproducenter presset: Appelsinhøsten halter
Der kan blive rift om appelsinjuicen i dit lokale supermarked de kommende måneder. Og den bliver formentlig også dyrere.
Det skyldes, at det er blevet langt sværere for juiceproducenterne at skaffe appelsiner i de mængder, de gerne vil have.
Mark Hemmingsen, der er administrerende direktør hos Rynkeby Foods, siger om situationen til Fødewarewatch:
- Det korte og det lange er, at ingen får leveret det, de gerne vil, fra appelsinleverandørerne. Det vil sige, at vi – basalt set – står over for tomme hylder og manglende levering – og det er ikke bare fra én leverandør, men fra alle i hele Europa.
Det er hovedsageligt svigtende forsyninger fra USA, der er skyld i mangelsituationen.
Det amerikanske høstudbytte har på grund af dårlige vejrforhold og sygdomsudbrud ifølge Financial Times været det dårligste i 100 år, og det har forskubbet balancen på det globale marked, så Europa heller ikke går fri.
Mark Hemmingsen forudser, at det forringede forhold mellem udbud og efterspørgsel uundgåeligt vil slå igennem i prisen på en karton appelsinjuice.
Spotprisen på optioner på appelsinjuice steg i begyndelsen af denne måned fra 1,76 dollar til 3 dollar og ventes at stige yderligere.