Aneke Rune i ærlig udmelding om træner-drama: Ego-sammenstød
Holger Rune fik efter en svær periode den værst tænkelige start på årets sidste grand slam-turnering - her blev han mandag ekspederet ud i første runde af spanske Roberto Carballes Baena.
Rune har haft en svingende sæson, der også har været præget af skader. Trods udfordringerne har han - indtil nu - formået at præstere godt i de store turneringer.
Men nu løfter Aneke Rune endelig sløret for, hvad der har foregået i kulissen i et interview med Ekstra Bladet. Nærmere bestemt, hvad der er foregået med danskerens to trænere. Lars Christensen og Patrick Mouratoglou.
- Jeg ved ikke, hvad der skal ske med trænersituationen nu, fortæller hun.
- Det er lidt mærkeligt. Det team, der fungerede i slutningen af året (2022, red.), fungerede pludselig ikke i Australien. Der var ego-clashes mellem trænerne. Det team, der fungerede i grussæsonen fungerer pludselig ikke nu. Ego-clash igen? Jeg ved det ikke, siger Aneke Rune.
Og snakken har gået hele 2023. Hvem er Holgers foretrukne mand i boksen?
Under Australian Open i starten af året var både Patrick Mouratoglou og Lars Christensen tilknyttet Holger Rune.
I grussæsonen var det så kun Patrick Mouratoglou, der også var med ved French Open - inden Lars Christensen var med Holger alene i Wimbledon.
Ved US Open var Patrick Mouratoglou så tilbage igen, hvor han, som resten af teamet i Holger Runes boks, reflekterede den vildrede, som Holger Rune så ud til at opleve på tennisbanen.
Tilbage til Lars
Forberedelserne til US Open har ikke fungeret, mener tennisstjernens mor. Og problemet skal findes i teamets konstellation.
- Faktum er, at det er Holger, der betaler prisen for det hver gang, og det kan ikke være rigtigt. Det er Holger selv, der sætter sit team. Men der skal ikke herske tvivl om, at det team, vi altid har haft, altid har nået vores målsætninger.
Mor Aneke kommer derefter med en direkte opfodring til sønnikke om, at samarbejdet med Lars skal genoptages, da det er det samarbejde, som har tjent til hans fordel i så mange år.
- Jeg vil opfordre Holger og Lars til at komme i arbejdstøjet sammen igen, når han er færdig med at hjælpe Clara (Tauson red.) i US Open.
- Den måde at arbejde struktureret på, mener jeg, virker for Holger. Det er muligvis ikke skide sexet, men det har vist sig særdeles effektivt, siden Holger var lille. Og en struktur, han kender og finder tryghed i, er vigtigt. Så jeg vil mene, det er det, han skal holde sig til, siger Aneke Rune til Ekstra Bladet.
Ifølge planen skal Holger Rune tilbage til tennisbanen i september, når han skal spille Davis Cup i Hillerød.