SE og HØR afslører: Søren Le Schmidt med i "Vild med dans"
Egentlig burde han have en fordel, for til hverdag omgiver han sig med prangende pailletter og raffinerede rober.
Men om det betyder, at stjernedesigneren Søren Le Schmidt selv kan manøvrere rundt om dem, vil efteråret vise.
SE og HØR kan således afsløre, at den 34-årige kjolemager fra 22. september skal vrikke ballerne i jubilæumssæsonen af ”Vild med dans”.
Og ifølge kilder tæt på fredagsballet springer Le Schmidt direkte i armene på Mie Moltke.
Hotte Helle
Især ved dronningens jubilæumsgalla på Christiansborg i fjor kom Søren Le Schmidt på hele nationens læber – ikke fordi han selv deltog, men fordi han var hænderne bag flere års mest omtalte kjole – Helle Thorning-Schmidts pink drøm af en gallarobe.
Landets fhv. statsminister er i det hele taget en god ven af vestjyske Søren, som for nylig havde held med at invitere Helle og et væld af andre superkendisser ind på catwalken ved sit show under Copenhagen Fashion Week.
Også i de royale gemakker er Le Schmidt højt i hierarkiet – selveste kronprinsesse Mary har ved flere lejligheder iført sig kjolekongens kreationer.
Privat blev Søren Le Schmidt i fjor gift med Nikoline Skaarup Le Schmidt – som en overraskelse for gæsterne ved barnedåben af powerparrets to tvillingesønner Marlon og Mio.
Nu bliver det så meget mere end brudevals for den dygtige designer, som lige nu også løber over skærmen på DR i det spritnye ”Danmarks næste tøjdesigner”.