Steens vilde forvandling: Hot Paprika
Paprika Steen har de seneste år været gennem helvede, men nu er den danske filmstjerne tilbage i topform.
Det var synligt for enhver, da hun forleden kastede Hollywood-værdig glans over den sydfynske filmfest Årets Svend.
”Toves værelse”-stjerneinstruktøren overstrålede alle, da hun trådte ned ad den røde løber, og over for SE og HØR røbede hun, at der ligger hårdt arbejde bag den genvundne glans.
– Jeg har tabt mig og fået det bedre og trænet og spist ordentligt. Jeg har også brugt halvandet år på at komme tilbage i form, fortalte skuespillerskønheden.
Ser man skuespilleren i biografaktuelle ”Toves værelse”, er forskellen fra i dag også tydelig. Der er er ikke bare blevet mindre af Paprika, hun udstråler også velvære.
- Jeg var blevet opereret to gange, der havde været Corona, jeg var træt og deprimeret, forklarede hun i Svendborg forleden.
Noget måtte altså ske.
For halvandet år siden smed hun de lykkepiller, hun havde været på i 16 år. Hun havde forsøgt to gange før, men bivirkningerne ved at stoppe var så kraftige, at hun gav op. Men ikke denne gang.
- Jeg har sjældent haft det så skidt. Jeg har lyn i hovedet, såkaldte brainzaps cirka 67 gange i timen, jeg græder hele tiden har influenzasymptomer, hovedpine – næsten migræne – og søvnløshed, skrev hun i et bundærligt opslag på Instagram og tilføjede:
- Det er så fristende at opgive og bare tage dem resten af livet. Men deres effekt er ophørt, og efter to operationer i hovedet følte jeg bare, at alt det, der gør mig til slave, må ophøre.
De to operationer skyldtes to godartede tumorer – den ene på størrelse med et hønseæg, der havde sat sig på synsnerven og truede med at frarøve hende synet på det ene øje.
Den blev dog fjernet og efterlod hende i stedet med kraftigt nedsat syn. Ikke noget, der har taget mod fra hende eller forhindret hende i at instruere populære film.
Efter operationen i 2019 har ”Lex og Klatten”-stjernen oplevet en forandring i sin personlighed.
- Jeg har oplevet noget mærkeligt på det her halve år, siden jeg fik den ud. Noget af den ubalance, jeg har haft, som er sådan lidt … lad os bare sige det ligeud – manisk og udadreagerende. Det er meget dæmpet. Den må have siddet og trykket på et eller andet. Noget er ændret inde i mig, efter den tumor er kommet ud, fortalte hun i 2020 i Radio 4-programmet ”Det sidste måltid”.
Efter operationen fulgte de lange, drøje Corona-år, som fik Paprika til at gå i stå. Men for halvandet år siden foretog hun som tidligere nævnt en livsstilsmæssig U-vending, som har kastet et stort vægttab af sig.
- Selvfølgelig kan jeg mærke det. Jeg ved ikke, om psyken er så meget anderledes, men jeg har fået mere livskvalitet, fortalte hun i foråret til premieren på ”Underverden II”.
Og man må bare konstatere, at den øgede livskvalitet kan ses med det blotte øje.