David Dencik om homoscener i ”Huset”: Bare jeg havde kysset mænd
LÆS OGSÅ: David Dencik er her, der og allevegne: Danmarks nye superskurk
Han er en af vor tids dygtigste danske skuespillere med et imponerende cv, der tæller film og serier fra både ind- og udland.
Men til trods for 48-årige David Denciks årelange erfaring i skuespillerbranchen, befandt han sig på fuldstændig ukendt territorium, da han skulle lave DR’s nye søndagsbasker ”Huset”.
Sammen med sin hustru og teenagesøn bor han i en campingvogn, hvilket i sig selv er en presset situation, men derudover rumsterer en ikke udlevet homoseksualitet under overfladen.
Den seksualitet udforsker han i løbet af seriens seks afsnit.
– Der har været en vis sværhedsgrad for mig i at lave intimscenerne. For jeg kan ikke læne mig ind i nogen erfaringer, så der var nogle grænser, jeg lige skulle overskride hos mig selv, fortæller han, da SE og HØR møder ham i Vridsløselille Fængsel, hvor serien er optaget.
Frit valg på alle hylder
Dencik tror, at mange mænd i hans generation ville føle det grænseoverskridende at skulle være så tæt på en anden mand.
Den begrænsning har kvinder i Denciks optik ikke på samme måde, fordi de har været vant til at gå på toilettet sammen eller sågar kysse hinanden, hvis de har fået lidt alkohol indenbords.
– Der er sgu ikke nogen af mine venner, som har snavet i en brandert, ligget i ske eller noget, der bare minder om det.
– Der har vi altid været låst i vores heteronormative verdensbillede, fortæller han.
Måske skal årsagen findes i, at han hverken har været interesseret i eller tiltrukket af mænd.
– Men jeg ville et eller andet sted ønske, at jeg havde været det.
– For tænk på, hvor meget mere spændende verden havde været, hvis alle mennesker havde været mulige partnere, tilføjer skuespilleren.
Elsker løgnene
Dencik har flere usympatiske roller under bæltet – bl.a. Bond-skurken dr. Valdo Obruchev og den hævntørstige morder Simon Genz i Netflix-hittet ”Kastanjemanden”.
Selv om fængselsbetjent Henrik ikke ligger i samme liga som ovennævnte superskurke, så ligger han i samme kategori over yndlingskarakterer for den dansk-svenske skuespiller.
– Jeg kan godt lide at spille de roller, som er i klemme.
– Jeg synes tit, det er gode roller – netop, fordi de har en hemmelighed eller lever på en løgn, eller der er noget, de skjuler aktivt for nogle andre mennesker, forklarer Dencik.
Han trives meget bedre i den slags enerroller, hvor han stikker ud fra mængden.
– Det fodrer min egen private forfængelighed at få lov at spille de her roller, som stikker lidt ud.
Banker løs
Ligesom han ikke kunne trække på egne erfaringer under intimscenerne, kan han selvsagt heller ikke hive erfaring som voldspsykopat op ad værktøjskassen.
– Ham her Henrik slår mange mennesker. Han banker bare løs, og det gør man jo bare.
– Det er slet ikke svært at være voldelig eller skære hænder, arme eller hovederne af folk.
– Så må man bare lege, at man gør det og få det til at virke troværdigt.
– Det er ligesom at se sine børn lege ninja, siger han og griner.
Dencik er med i ”Huset” hver søndag klokken 20 på DR.