Jim Lyngvild dropper slotskøb: - Nogle ting er kommet til vores kendskab, som er rigtig kedelige
Planen var at ”kysse et gammelt drømmeslot til live igen efter næsten 800 år i glemslen”, som en anden prins i et eventyr.
Men nu er planen afblæst, for Jim Lyngvild fortæller nu i en video på sine sociale medier, at det stort anlagte og ganske vilde slotskøb, som han foretog tidligere på sommeren, er annulleret.
Den betingede købsaftale underskrev han ellers tilbage i juni sammen med den forhenværende popsangerinde Trine Jepsen, der i øvrigt er tidligere direktør for Schackenborg Slot.
– Jeg har en rigtig ærgerlig nyhed, lyder det fra en trist Lyngvild fredag.
– Vi bliver desværre nødt til at skrinlægge Harridslevgaard-projektet, siger han og tilføjer hurtigt, at han ikke kan gå i detaljer om hvorfor.
Dog tilføjer den 44-årige designer og forfatter overfor sine følgere, at det er han og makkeren Trine Jepsens advokat, der har rådet dem til at bakke ud:
– Der er kommet nogle ting til vores kendskab, som er rigtig kedelige.
Til SE og HØR fortæller Jim Lyngvild, at han er virkelig ked af, at hans drøm om at skabe et kulturelt fyrtårn ved Bogense nu er gået op i røg.
– Det er en kæmpe drøm, der er knust!
Hvad er det lige, vi har købt?
Selvom iværksætteren ikke røber præcis, hvad der fik hans advokat til at trække i håndbremsen, så vil han da gerne indrømme, at det har lidt at gøre med de bekymringer, som han og Trine Jepsen tidligere har haft omkring købet.
For det skulle altså hurtigt vise sig, at det hele ikke var helt, som de havde håbet. For eksempel kunne de kort herefter fortælle til Fyens Stiftstidende, at også riddersalens gulv blev vådt, når det regnede udenfor.
– Det er meget slemt. Når det regner ind gennem et tag, så er det slemt - og man har ikke valgt at sætte spande op til at fange det. Så vi går jo lidt og tænker "hvad er det lige, vi har købt her?", fortalte Jim Lyngvild til lokalmediet.
Nu uddyber han til SE og HØR, at hullet i taget ikke var det eneste, der sprang i øjnene.
– Hullet i taget har klart været medvirkende til beslutningen om at vi skulle trække os, men hullet i taget ville ikke i sig selv have skræmt mig, siger han, og fortsætter:
– Vores forretningsplan var godkendt af både bank, advokat og revisor. Den første udstilling var helt klar. Men den kan jeg ikke bruge til noget som helst, for den er skræddersyet til Harridslevgaard, da det er en udstilling om slottets historie. Jeg havde købt ægte tæpper og interiør. Det kan jeg så bruge til at tætne mit tag med, eller hvad ved jeg, slutter han.
Den store drøm var oprindeligt at forvandle renæssanceslottet til Nordfyns største turistattraktion, der skulle tiltrække gæster fra både ind- og udland.
Men denne drøm er altså nu definitivt slukket for Jim Lyngvild, der dog stadig er tilknyttet Charlottenlund Slot.
Slotsejer er skuffet og overrasket
Francesca Nicola von Schimko, som ejer Harridslevgaard uden for Bogense sammen med sin søster Gabrielle, fortæller til SE og HØR ovenpå nyheden om annulleringen af salget, at hun er overrasket over det.
– Jeg har også først lige fået det at vide, så det kommer bag på mig. Og det er da en skuffelse. Nu skal jeg have snakket med min advokat, men jeg står lige med familien på vej i sommerland, så jeg må vende det med min advokat, før jeg kommer med en udmelding, siger hun, da SE og HØR fanger hende fredag eftermiddag.