Kendte11. september 2023

Christiane afslører: Mirakelbabyen var ikke planlagt

Den gravide podcastvært og iværksætter Christiane Schaumburg-Müller kunne ikke tro sine egne øjne, da hun så graviditetstesten - for hun kunne jo ikke blive gravid ...
Modeuge - Søren Le Schmidt show
Christiane og Daniel Åxman brød sammen af grin, da de så flokken af positive graviditetstest.
 Foto: Mikael Rieck

Mandag morgen afslørede Christiane Schaumburg-Müller Åxman, at hun og Daniel venter deres andet fælles barn. Podcastværten er gravid.

I sin podcast ”Hverdag – med Christiane” afslører hun, at graviditeten slet ikke var planlagt.

- Det er, som jordemoderen siger, en økobaby, for det er en uplanlagt baby. Så der hvor jeg troede, jeg ikke kunne blive gravid og har været i fertilitetsbehandling til højre og venstre, er det her sket fuldstændig naturligt. Så min jordemoder kalder det en økobaby, jubler hun i podcasten.

Christiane og Daniel skulle have brugt sommeren på at snakke om, hvorvidt de skulle starte fertilitetsbehandling op igen og i så fald hvornår.

Men den samtale blev fuldkommen overflødig, da Christiane pludselig blev gravid på den gammeldags facon.

Da graviditetstegnene begyndte at melde sig, troede hun til at begynde med, det var stresssymptomer. Tanken om graviditet strejfede hende ikke, da hun jo ikke kunne blive gravid.

Samme dag havde hun dog optaget det afsnit af podcasten, hvor hun fortalte om at miste sit ufødte barn halvvejs i graviditeten, og helt til slut spørger hendes daværende medvært, psykolog Sisse Find, om hun vil have flere børn. Og til det svarede hun et højt og rungende ”ja”.

Det spøgte således lidt i baghovedet.

- Om aftenen har jeg så mærkeligt, og da jeg åbner skuffen, ligger der en graviditetstest, og der er et eller andet i mig, der siger: ”Prøv lige at tage den”. Med det samme er den bare positiv, fortæller Christiane, som ikke kunne få det til at stemme. For hun kan jo ikke blive gravid.

- Men udløbsdatoen er for tre år siden, så jeg kører i Netto og køber to pakker mere, og de bonner alle bare ud med det samme. Men jeg kan jo ikke blive gravid, så det kan jo ikke passe.

Daniel var på forretningsrejse i Indien og kom først hjem til midnat.

- Og nu er jeg jo pludselig spændt på, at min mand kommer hjem. Alle testene ligger på badekarret, og jeg er et stort smil.

- Han er siger bare: ”Whaaaat?”, og så kigger vi på hinanden, og så bryder vi sammen af grin. Og så siger vi nærmest i munden på hinanden ”men det kan jo ikke passe”, fortæller hun.

Det var simpelt hen for utroligt til at være sandt, så dagen efter tog Christiane forbi lægen for at få en blodprøve til at bekræfte, at den altså var god nok.

Du kan høre hele afsnittet af "Hverdag - med Christiane" her.

Sponsoreret indhold