Kendte13. september 2023

Dårligt nyt for Britney Spears: Kevin Federline vil have flere penge

Midt i sin kommende skilsmisse forlanger popsangerindens eksmand flere børnepenge
(FILES)
Britney Spears risikerer nu at skulle af med flere penge i børnepenge til sin eksmand Kevin Federline.
 Foto: Ritzau Scanpix/Valerie Macon

Hvis Britney Spears troede, at hun udelukkende kunne fokusere på at komme ovenpå efter bruddet med sin seneste ægtemand, Sam Asghari, så kan hun godt tro om igen.

Nu kommer en anden af hendes tidligere ægtefæller nemlig også på banen og gør livet lidt surere for hende.

Det skriver TMZ.

Ifølge det amerikanske medie vil Kevin Federline nemlig nu have Britney Spears til at punge op, når det kommer til børnepenge.

Han og Britney Spears har som bekendt to sønner sammen, og sangerinden betaler i forvejen 40.000 dollars (278.000 kroner) i børnepenge om måneden, men det er efter sigende ikke nok for ham.

Britney Spears and Kevin Federline
Arkivfoto af Britney Spears og Kevin Federline fra 2004.
 Foto: Scanpix Denmark/Steve Marcus

Det skyldes, at beløbet er sat efter en aftalte om delt forældremyndigheden, men i og med at Britney Spears ikke har set sine sønner i årevis, så mener Kevin Federline angiveligt, at han skal betales, som havde han den fulde forældremyndighed.

- Beløbet er sat ud for en forestilling om, at de (Britney Spears og Kevin Federline, red.) havde børnene 50/50, men Britney har i virkeligheden haft dem i nul procent af tiden, skriver TMZ.

Britney Spears og Kevin Federline mødte hinanden i 2004 og blev gift samme år. De fik sønnerne Jayden James og Sean Preston, inden de gik fra hinanden i 2006.

Den ældste, Sean Preston, fylder 18 år om få dage, hvilket betyder, at Britney Spears ikke længere skal betale børnepenge for ham.

Jayden James' børnepenge vil fortsætte indtil sommeren 2025.

TMZ har forsøgt at få en kommentar fra Kevin Federline og Britney Spears, men det har ikke været muligt.

Sponsoreret indhold