Efter jordskælv i Marokko: Ny melding om danskere i området

Mere end 2000 mennesker er indtil videre omkommet i forbindelse med det kraftige jordskælv, der ramte Marokko i fredags.
Der er dog ingen danske statsborgere blandt ofrene, fortæller DR, der har været i kontakt med Danmarks ambassadør i Marokko, Jesper Kammersgaard.
- Vi har været i kontakt med over 200 danskere, og alle de personer, der er meldt savnet af pårørende i Danmark, er blevet lokaliseret, og der er ikke meldinger om danske tilskadekomne, siger han til DR Nyheder.
Jordskælvets epicentrum vurderes at befinde sig i Atlasbjergene, 72 kilometer sydvest for turistbyen Marrakesh, der også blev ramt af rystelserne.
Jesper Kammersgaard befinder sig i Marrakesh og fortæller, at særligt den gamle bydel er hårdt ramt af jordskælvet.
Han frygter, at dødstallet vil stige de kommende dage i takt med, at rednings- og nødhjælpsfolk når frem til de hårdest ramte landsbyer i Atlasbjergene.
Jordskælvet fandt sted fredag aften og havde en beregnet størrelse på 6,8.
Skælvet havde ifølge geologiske institutter en dybde mellem 18,5 og 27 kilometer.
Foruden de mere end 2000 omkomne er mere end 2400 personer kommet til skade i forbindelse med jordskælvet.