Silas Holst springer ud som filmproducent: Sønnen har scoret hovedrollen
Indtil nu har Silas Holsts børn, Bob og Maggie, optrådt med ryggen til på sociale medier.
Men inden længe kommer rampelyset til at skinne på sønnikes ansigt. Silas Holst springer ud som filmskaber, og det er Bob, som spiller hovedrollen i filmen ”Jeg tror, jeg elsker dig”.
Det fortæller Silas til Ekstra Bladet.
Over for avisen understreger han, at sønnen udelukkende har fået hovedrollen, fordi casterne mente, han var den bedste til jobbet.
- Vi har optaget filmen hen over sommeren, og Bob har haft en fest med at filme. Man skulle tro, at han var født foran et kamera med den naturlighed, han lægger for dagen, når han udfører det, han bliver bedt om.
Danserens karriereskifte sker i forlængelse af, at dansekroppen er blevet slidt. Silas har i flere år fortalt, at den hårdtprøvede krop værker, når han svinger benene ud af sengen om morgenen, og i den forbindelse varslet, at det er på tide at sadle om.
Det gør han så nu.
Det er forholdet til hans far, der har inspireret ham til at lave filmen, som egentlig begyndte som en roman om tilgivelse.
Silas har tidligere fortalt, at far og søn ikke så ens på verden, og at det har ført en masse gnidninger med sig.
Hvornår ”Jeg tror, jeg elsker dig” får premiere, vides ikke, men rollelisten er stjernespækket. Lisbet Dahl, Lise Baastrup, Johannes Nymark, Laura Drasbæk, Vicki Berlin, Julie Zangenberg, Ole Boisen og Albert Rosin medvirker blandt andre i Holsts debut som filmskaber. Derudover brillerer datteren Maggie som statist.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Silas Holst, men han er foreløbigt ikke vendt retur.