Gustav trak sig fra "Landmand søger kærlighed": Har fortrudt i tre år
Lige nu dater Gustav Alshauge løs i tv-programmet "Landmand søger kærlighed" - hvor han er utroligt populær blandt kvinderne.
Men faktisk var landmanden tæt på at være med i programmet allerede tilbage i 2020.
Til SE og HØR fortæller Gustav Alshauge, at han fik kolde fødder, da han blev udvalgt til at være med i den ottende sæson.
- Mine søstre havde i mange år sagt, at de ville melde mig til, og jeg blev ved med at sige nej. Men da programmet castede til sæson otte, fortalte de, at nu havde de altså sendt et brev ind på mine vegne, fortæller Gustav Alshauge og fortsætter:
- Jeg tænkte lidt "jaja, jeg kommer alligevel ikke med. De vælger nok nogen, som selv har meldt sig". Men så ringede de faktisk og spurgte, om jeg ikke ville komme til en casting, og så blev det jo pludseligt lidt seriøst.
Mødte en pige
Landmanden valgte at trodse sin skepsis og tog til castingen. Og ikke længe efter ringede produktionen og sagde, at han var blevet udvalgt til at være med i programmet.
Men forud for optagelserne stiftede Gustav Alshauge et nyt bekendtskab, som stak en kæp i hjulet for landmandens tv-eventyr.
- Så skete der det, at jeg i mellemtiden mødte en pige, som jeg havde rigtig god kemi med, og så synes jeg ikke, at det ville være fair, hvis jeg meldte mig til programmet.
- Så jeg måtte ringe til produktionen og fortælle, at jeg havde fået kolde fødder.
Relationen mellem dem viste sig dog at være ren venskabelig.
Og derfor valgte landmanden selv at kontakte produktionen, da de søgte deltagere til sæson 10.
- Så jeg har faktisk gået i tre år og fortrudt, at jeg sagde nej. Så da de castede til denne her sæson, så tænkte jeg, at jeg skulle smede, mens jernet var varmt.
- Heldigvis ville de stadig gerne have mig med, og jeg har ikke fortrudt et sekund. Det har været en skide god oplevelse.