Har du fart på som Bendtner? Nu kan du eje hans Porsche
LÆS OGSÅ: Nicklas Bendtner mødte op i Østre Landsret: - Har i ikke noget bedre at tage jer til?
Var det noget med en milliondyr Porsche, som den tidligere landsholdsbomber Nicklas Bendtner har ligget og drønet rundt i?
Så skal du slå til nu!
Onsdag eftermiddag kan du nemlig blive den nye ejer af Nicklas Bendtners konfiskerede grå Porsche Taycan Turbo S El Coupe fra 2021, der har små 625 hestekræfter under kølerhjelmen.
Tilbage i maj måned besluttede Østre Landsret nemlig at konfiskere Bendtners bil, fordi han flere gange har kørt i Danmark uden et gyldigt, dansk kørekort.
Fra ny koster luksus elbilen omkring 2,4 millioner kroner, men et hurtigt blik på bilbasen afslører, at en lignende model med samme år på bagen kan fås for omkring 1,4 millioner kroner.
Nicklas Bendtner nåede kun at køre sølle 1600 kilometer i bilen, fordi han fik den konfiskeret i februar 2021. Han nåede altså kun at tøffe rundt i den svinedyre porsche i omkring tre måneder, da den blev registreret i december 2020, fremgår det på auktionshusets opslag på nettet.
Det er Sjællands Bilauktion A/S, som sælger politiets konfiskerede biler, og som sætter auktionen igang onsdag klokken 17.
Den nye ejer slipper for at betale afgift på den milliondyre bil, da der allerede er blevet betalt 358.780 kroner i afgift på bilen.
Nicklas Bendtners Porsche har siden februar 2021 stået og samlet støv på politiets lager.