Durek Verrett vækker opsigt på nyt foto: Er stylet kønsneutralt
LÆS OGSÅ: Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett afslører bryllupsdato
Når norske prinsesse Märtha Louise næste sommer bliver gift med sin forlovede, shamanen Durek Verrett, bliver det et bryllup udover det sædvanlige.
I hvert fald hvis man skal tro det foto, som parret har offentliggjort i anledning af, at deres bryllupsdato er blevet afsløret.
På billedet ligger den 51-årige prinsesse på en hvid sofa iført en hvid kjole fra White By Green, mens hendes kommende mand på 48 sidder foran hende klædt i hvid skjorte, lyserødt jakkesæt og guldkæde.
Til mediet MinMote fortæller stylist Afaf Ali, der har stylet parret, at responsen på det nye foto "er stukket helt af".
– Han (Durek Verrett, red.) forelskede sig fuldstændig i det rosa sæt. Det er fra Givenchys damekollektion, blusen er fra By Malene Birger. Så det er kønsneutral styling, påpeger stylisten, der jubler:
– Han er et frit menneske og bliver hverken defineret af køn, race eller titel. Det er et historisk øjeblik, og det betyder meget for mig – en sort pige, der er opvokset i Norge, men som ikke er norsk, slår hun fast.
Tidligere onsdag afslørede parret tid og sted for deres forestående bryllup:
– Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett er glade for at kunne meddele, at deres forestående bryllup kommer til at finde sted på det historiske Hotell Union i Geiranger den 31. august 2024, blev det oplyst.