Jonas Vingegaard i rørende hyldest til Nathan Van Hooydonck på Vuelta a España-podiet
Søndag aften kunne Team Jumbo-Visma på mange måder lade sig hylde efter et vellykket Vuelta a España.
Sepp Kuss, Jonas Vingegaard og Primoz Roglic blev nummer 1, 2 og 3, og holdkonkurrencen blev derfor også med Team Jumbo-Visma øverst på podiet.
Derfor skulle hele holdet op på søndagens podie i Madrid, og her havde de en helt særlig detalje med i fejringen.
For ind kom den røde førertrøje, men ikke til Sepp Kuss.
Det var nemlig en helt særlig udgave med teksten ”For Nathan” på med en hvid boks – og den fik Jonas Vingegaard lov til at holde med et stort smil.
Trøjen var selvfølgelig en hilsen – og hyldest – til Team Jumbo-Vismas Nathan Van Hooydonck.
Den belgiske cykelrytter var sidste uge involveret i en alvorlig bilulykke, hvor han efterfølgende måtte genoplives og bagefter lå i kunstig koma.
Da Jonas Vingegaard vandt 16. etape af Vuelta a España dedikerede en grådkvalt Vingegaard også etapesejren til Nathan Van Hooydonck, som Jonas Vingegaard kalder ”min bedste ven”.
Sidenhen er Nathan Van Hooydonck vågnet igen, efter han var i kunstig koma.
Heldigvis skulle han heller ikke længere være i kritisk tilstand, og Van Hooydonck har efterfølgende også reageret på Jonas Vingegaards etapesejr på 16. etape.