Så du Karsten i ”Luksusfælden”? Sådan går det ham i dag
Karsten fra Sønderborg har et velbetalt job og virker til at have styr på sit liv.
Men faktisk havde den sønderjyske fyr så store problemer med sin økonomi, at han endte med at tilkalde de to eksperter i ”Luksusfælden”.
Og det må siges at have givet pote, afslører Karsten overfor SE og HØR:
- Det går godt. Jeg holder mit budget, og det går virkelig godt med det, siger Karsten.
Karsten havde på grund af sine dårlige vaner oparbejdet en gæld på 567.000 kroner, og det lod ikke til, at gælden ville blive mindre. For Karsten havde for vane at købe ting, han ikke havde brug for.
I dag har han en helt anden tilgang til indkøb og impulsshopping:
- Når jeg får lyst til at købe noget, tænker jeg altid lige: Er det virkelig nødvendigt. Har jeg brug for det?, forklarer Karsten.
Den taktik virkede for nylig, da Karstens impulstanker gav ham lyst til at købe noget nyt: En christianiacykel.
- I sommer fik jeg lige pludselig lyst til at få en christianiacykel, og så fandt jeg et tilbud. I gamle dage havde min impuls nok bare fået mig til at købe det. Men i stedet tænkte jeg: Er det nu nødvendigt?
Og det var det ikke, så Karsten lod selvfølgelig være med at købe cyklen.
- Det er faktisk rart at have de to djævle Mette og Carsten (eksperterne, red.) på skulderen.
Én af de andre problemer, som Karsten havde, var hans uvane med at købe takeaway. Førhen købte han det flere gange om ugen. Sådan er det ikke mere:
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke længere spiste takeaway, men nu gør jeg det indenfor rammen, siger Karsten, der heller ikke længere abonnerer på Sunset.
Faktisk har han mindre end en håndfuld abonnementer i dag, og han har kun tilmeldt sig et nyt siden programmet blev optaget:
- Jeg har tilmeldt mig noget viking-badeklub, men det har jeg faktisk tænkt mig at bruge. Nu er det nok ikke slemt, når vandet er 19 grader, men det bliver nok lidt koldt, når der kun er 10 grader, lyder det med et grin fra Karsten.
Han er med egne ord ”dybt taknemlig” for eksperternes hjælp:
- Jeg har fået overblikket, som var det, jeg havde brug for. Og så er jeg selvfølgelig også lykkelig for, at de har sparet mig for langt over 300.000 kroner. Det er jo sindssygt, siger Karsten.
Han er takket være eksperterne gældfri om fem år, og så ved han godt, hvad de 8.000 ekstra om måneden skal bruges på:
- De skal spares op, og så skal jeg nok også tænke på at få mig en ny bil en dag. Den holder ikke evigt.