Dansk spejderleder om børneporno: - Man bliver draget af det
LÆS OGSÅ: Spejderleder for retten i grusom sag: Voldtog børn på gruppeture
Retten i Glostrup har onsdag taget hul på en grusom sag omhandlende påståede seksuelle krænkelser af pigebørn.
Ifølge anklagemyndigheden er det en nu tidligere spejderleder, som i flere tilfælde har voldtaget og begået seksuelle overgreb mod fire piger i alderen 9 til 11.
Det drejer sig om i alt fire forhold, som manden, der er i 40'erne, pure nægter.
Forholdene skulle være blevet begået fra starten af 2016 og til slutningen af 2017. Det drejer sig blandt andet om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelser af tre piger i alderen 9 til 11.
Manden er derudover tiltalt for - og har delvist erkendt - at have været i besiddelse af godt og vel 2000 pornografiske billeder med børn.
Han erkender besiddelse af cirka 2000 billeder med børnepornografi på sin mobiltelefon, men nægter at have haft tre billeder på sin arbejdscomputer.
Erkender børneporno
Den tiltaltes forsvarer, Henrik Høpner, startede dagens retsmøde ud med at få nedlagt et navneforbud over sin klient, ligesom han forsøgte at få dørene lukket under hans forklaring.
Efter pressens protester lykkedes det dog ikke at få dørene lukket, men grundet det nylige navneforbud er SE og HØR forhindret i at komme den tidligere spejderleders identitet nærmere.
Herefter blev det den tiltaltes tur til at tage plads i vidneskranken for at afgive forklaring.
Anklager Maiken Ahrenkiel indledte herefter sin afhøring af manden, der ved indledningen af retsmødet havde erkendt besiddelse af den store mængde børnepornografiske billeder.
Her forklarede den tidligere spejderleder, at han var faldet over de børnepornografiske billeder ved et tilfælde.
- Det er lidt ligesom med en trafikulykke. Man bliver draget af det, og får det så dårligt bagefter, lød forklaringen fra den tiltalte om besiddelsen af børnepornoen.
Han forklarede herefter, at han ikke så på billederne dagligt, men nærmere på ugentlig eller månedlig basis.
Anklager Maiken Ahrenkiel ville også vide, hvad den tidligere spejderleder følte, når han så billederne.
- Det er svært at forklare. Bagefter følte jeg meget ubehag.
Hvorfor blev du så ved med at kigge på dem?
- Jeg ved det ikke. Væmmelse, ubehag. Dragelse af, at det var noget, der var tabuiseret og forbudt
Var du tiltrukket af det?
- Lidt. Ikke at jeg havde tænkt mig, at jeg skulle gøre noget som helst. Lidt tiltrukket, men ikke noget, der gjorde, at jeg havde lyst til at dyrke eller forfølge det, lød det fra tiltalte, inden han fortsatte:
- Der var en afsky, men jeg havde ikke lyst til at gøre noget ved det, fordi jeg tænkte, at det ville ødelægge dem mere end mig. Jeg har ikke lyst til at give nogen piger ar på sjælen.
Den tidligere spejderleders forklaring fortsætter det meste af onsdagen.
Sagen er berammet til at køre over tre retsdage - dommen i sagen forventes at falde i slutningen af september.
SE og HØR følger sagen