Professor: Fejl burde være opdaget, før Michal Meyer døde
I juni døde den 44-årige Michal Meyer efter en arbejdsulykke på Danish Crown i Blans. Han var ved at rengøre en maskine, da han pludselig blev klemt fast under maskinens 425 kilo tunge låg.
Den ulykke kunne og burde være undgået. Det siger Peter Hasle, som er professor i arbejdsmiljø til TVSYD. Ifølge Arbejdstilsynets rapporter klappede låget ned, fordi nogen trykkede på en stopknap 20-25 meter fra maskinen.
Helt tilbage i 2012 havde Danish Crown pillet knappen af maskinen og flyttet den til en væg de godt 20 meter væk, og stik mod alle anbefalinger stod maskinen med spænding på.
- Der skal være et nødstop på enhver farlig maskine. Og man skal tage spændingen af en maskine, som man laver indgreb i. Der skal være en lås, sådan at man ikke ved et uheld kan komme til at slå maskinen til. Der er titusindvis af maskiner i Danmark, som har de sikkerhedsforanstaltninger, men det havde man ikke på denne maskine, siger Peter Hasle.
Professoren undrer sig over, at maskinen blev lavet om, og han kritiserer, at man i alle de år ikke har opdaget fejlene eller gjort noget ved dem.
Danish Crown har siden 2011 haft et arbejdsmiljøcertifikat og er dermed sluppet for faste, forebyggende besøg fra Arbejdstilsynet. I stedet har slagteriet selv stået for kontrollen sammen med det private certificeringsfirma DNV.
- Virksomheden har været certificeret i 12 år med faste, årlige besøg fra firmaet. Alligevel er der ingen, som har opdaget problemerne. Man burde helt klart have opdaget, at maskinen ikke var på indrettet på en forsvarlig måde, siger Peter Hasle.
Både Dansk Metal og den afdøde Michal Meyers far, Hans Erik Meyer, er kritiske overfor certificeringsordningen.
Faktisk skrev Hans Erik Meyer tilbage i 2017 til Folketinget og advarede mod ordningen, som fritager tusindvis af virksomheder fra jævnlige besøg fra Arbejdstilsynet. Det gjorde han som formand for den faglige forening Rejsearbejderne.dk.
- Den ordning er helt hen i vejret. Der bør jo være offentlige tilsyn hvert år eller måske hvert andet år, hvor man tester, om der er fejl på maskinerne. Så kunne man have undgået ulykken i Blans, siger Hans Erik Meyer.
Årsagen til hans henvendelse i 2017 var en dødsulykke på en papirfabrik i Skjern, hvor en mand blev klemt fast i en maskine. Det vil sige en ulykke, som minder meget om ulykken i Blans.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er ikke klar til at skrotte den nuværende ordning.
- Jeg vil gerne afvise, at en arbejdsmiljøcertificering skal ses som en fribillet. Arbejdstilsynet fører fortsat tilsyn på baggrund af klager, anmeldte ulykker, erhvervssygdomme eller presseomtale. I forhold til slagteriet i Blans har Arbejdstilsynet været på tilsyn flere gange og givet en række straks-påbud, skriver hun i en mail til TV SYD.
Ministeriet oplyser, at Arbejdstilsynet har besøgt Danish Crown i Blans 18 gange over de seneste år. Men det har hver gang været for at følge op på arbejdsulykker. Arbejdstilsynet har ikke foretaget et forebyggende grundtilsyn siden 2011.
DNV ønsker ikke at stille op til et interview om kritikken, men har sendt et skriftligt svar:
- Der er en undersøgelse i gang, og derfor kan DNV ikke kommentere på det nu. Men vi vil læse konklusionerne grundigt, så vi i fællesskab kan undgå lignende ulykker. Og som opfølgning på ulykken har vi besluttet at suspendere certifikatet i seks måneder, skriver Jesper Schultz, som er landechef for DNV Business Assurance Denmark.
Efter ulykken har Arbejdstilsynet opfordret politiet til at rejse tiltale mod Danish Crown, som også svarer TV SYD pr. mail:
- Der er flere tusinde individuelle stykker udstyr, og maskinen har ikke før været i fokus under tilsyn eller audits. Ulykkeligvis har vi efter ulykken konstateret, at der var fejl på kassevaskeren, og at den ikke blev afbrudt og aflåst forud for rengøring og servicering. Efter ulykken sikrer vi, at maskiner på alle Danish Crowns fabrikker afbrydes og aflåses, inden der må repareres eller rengøres på dem, skriver virksomhedens pressechef Jens Hansen.