Pernille smider kæmpe bombe i "Gift ved første blik": Nu uddyber hun og Martin det chokerende øjeblik
LÆS OGSÅ: Skamklippet i "Gift ved første blik": Nu reagerer Martin og Michael
Hverdagen og sandhederne rammer for alvor sæsonens ældste par i denne uges afsnit af "Gift ved første blik".
Her tager Pernille Mikkelsen bladet fra munden, da parret nyder morgenboller og en afslapningsstund på Martin Brodersens altan i Fredensborg.
– Jeg kommer aldrig til at bo med en mand igen, slår Pernille kontant fast, og det er en udmelding, der kommer bag på Martin.
– Det var ikke derfor, jeg gik ind i det. Det var ikke for at bo hver for sig, siger Martin til SE og HØR.
– Hvorfor meldte hun sig overhovedet til?, tilføjer han – en undring, som han også lufter i selve programmet.
Gammeldags opfattelse
Over for SE og HØR uddyber Pernille Mikkelsen sit udsagn om aldrig om at ville dele adresse med en mand igen. Med hendes egne ord kan der "gå sure underbukser i den":
– Jeg vil jo rigtig gerne have den her ubetingede kærlighed med et menneske, men det, tror jeg, vi bedst får mulighed for, hvis vi ikke bor med et andet menneske. Jeg har boet med to mænd i sammenlagt 21 år, og det gik ikke. Så det kommer med noget erfaring. Hvordan skal det lykkes tredje gang?, argumenterer hun og fortsætter:
– Det handler egentlig om et kæmpe tilvalg af Martin, og han forstår det også, men det ser I ikke. Han forstår udmærket, hvad jeg siger, forklarer hun og tilføjer, at parret talte emnet grundigt igennem og "landede et rigtigt sted". Her byder Martin dog ind med, at han anerkender hendes forklaring, men at han ikke deler hendes holdning til det med ikke at bo sammen.
Pernille vil gerne udfordre tanken om, at når man er gift, så skal man nødvendigvis ikke dele postkasse:
– Det er en gammeldags opfattelse, at man skal bo sammen, fordi man er gift. Succeskriteriet for programmet er ikke, at vi skal bo sammen, det er jo kærligheden, understreger hun og afslutter:
– Folk projicerer deres egne forventninger over på programmet.
I tvivl om match
Udmeldingen om aldrig at ville bo med en mand igen er dog ikke den eneste opsigtsvækkende besked, som Pernille kommer med i ugens udgave af "Gift ved første blik":
– Hvis jeg nu siger, jeg ikke er sikker på, vi er det helt gode match nu? Vil du så helst have, at jeg ikke spilder din tid, eller at vi prøver at se, hvad der sker, og vi fortsætter i to uger?, spørger hun i programmet.
Pernille forklarer til SE og HØR, at hun i matchingprocessen understregede, at hun vægtede den gode samtale i et parforhold højest – og det, følte hun ikke, var tilfældet med Martin.
– Jeg har snakket med Trine (programmets psykolog, red.), jeg har italesat det over for Martin, også flere gange end man ser, så jeg føler, jeg har alt god grund til sige: "Jeg kan ikke se, vi er et match lige nu", forklarer Pernille, der tilføjer:
– Der er jo ikke nogen samtale med Martin, han snakker jo selv, uddyber Pernille, der kalder det en monolog frem for en dialog.
Det er dog en udlægning, som Martin ikke genkender: Han fremhæver, at de blandt andet brugte meget af deres date på Flakfortet på at tale om hende, men at det er klippet ud af det endelige program.
Martin Brodersen mindes, hvordan han havde det i maven efter Pernilles kontante besked om det muligt manglende match:
– Jeg kunne faktisk finde på nu bare at trække mig. Jeg skal ikke være med i det her spil. Men så tænkte jeg, at vi jo er med i et eksperiment. Jeg vil gerne give det en chance, forklarer han om, hvorfor han alligevel ikke trak sig efter Pernilles chokerende udmeldinger.
Det hele eksploderer
Efterfølgende kan seerne se, at stemningen mellem de to er anspændt, mens de står og laver mad, og hvordan det går parret efter den meget alvorlige snak, må vi vente til næste uge med at se.
Pernille er dog glad for, at hun endelig fik sat ord på, hvordan hun har haft det den seneste 1,5 uge i ægteskabet:
– Nu kan jeg være i det og få øje på alt det gode i Martin, for der er også masser af gode ting ved Martin. Det er også derfor, jeg siger, vi skal give det 14 dage mere, genkalder hun og afslutter:
– Martin er selvfølgelig presset, men det her er slet ikke endestationen.
Martin supplerer sin tv-hustru:
– Der kommer også det banken i bordet. Det hele eksploderer. Det bliver for meget, afslører han om, hvad der ligger i vente for de to "Gift ved første blik"-deltagere.
Du kan se "Gift ved første blik" hver torsdag klokken 20 på DR1 og på DRTV.