Kan du kende ham? "Harry Potter"-stjerne har været to år i fængsel
LÆS OGSÅ: Daniel Radcliffes vanvittige udvikling: Fansene måber over, hvor hakket ”Harry Potter” er
Selv dedikerede "Harry Potter"- fans har nok svært ved at genkende den i dag 34-årige Jamie Waylett, der spillede Slytherin-eleven Vincent Crabbe i de første seks "Harry Potter"-film.
Og der er en god grund til, at han ikke var med i de to sidste film, men det vender vi tilbage til.
Mens mange af hans "Harry Potter"-kolleger fortsatte i skuespilsporet er det gået anderledes ned ad bakke for Jamie Waylett, skriver Daily Mail.
Det britiske medie afslører, at den tidligere barneskuespiller forsøger at tjene til dagen og vejen ved at indspille videohilsner til fans, som han tager knap 1400 kr. for.
Den i dag 34-årige Waylett har siddet to år i fængsel – og nej, det var ikke Azkaban – og det er derfor, at skuespilkarrieren nok ikke har taget fart i samme grad som hos "Harry Potter"-kollegerne.
I 2009 blev Waylett, der dengang var 20 år gammel, anholdt for at dyrke marihuana i sin families hjem. Dengang blev han idømt 120 timers samfundstjeneste, ligesom han ikke vendte tilbage i rollen som Crabbe i de to sidste "Harry Potter"-film.
Anholdt efter optøjer
I 2012 blev han anholdt efter året før at have deltaget i London-optøjerne, hvor han blev tiltalt for voldelige uroligheder, at have til hensigt at ødelægge eller skade ejendom og for at have modtaget stjålne varer.
Det kostede ham to år bag tremmer, og nu er han så ude igen, hvor han skal tjene til dagen og vejen på ærlig vis.
Derfor sælger han nu videohilsner, der har en gennemsnitlig længde på knap to minutter, til 1400 kr. pr. video.
Også Wayletts tidligere kollega Tom Felton, der spillede Draco Malfoy, er på tjenesten Cameo. Han tager dog væsentlig mere for sine videohilsner. Hele 4.100 kr. skal man have op af lommen for at få en personlig hilsen fra ham.