Efter datingrygter: Taylor Swift hænger ud med "svigermor"
Den amerikanske sanger Taylor Swift løb med meget af opmærksomheden, da hun søndag dukkede op til en NFL-kamp i Kansas City.
En lang række amerikanske medier, herunder CNN, ESPN og The Washington Post, har således beskrevet popstjernens besøg.
Taylor Swift overværede en kamp i NFL - den bedste liga for amerikansk fodbold - mellem Kansas City Chiefs og Chicago Bears.
Ved sin side havde hun Kansas City-spilleren Travis Kelces mor.
Netop det faktum har fået de amerikanske medier til at spekulere.
Der har nemlig i flere dage været rygter om, at Travis Kelce og Taylor Swift muligvis skulle have et romantisk forhold. Rygterne, der ikke er bekræftet af hovedpersonerne selv, er opstået efter udtalelser fra Kelce.
I en ESPN-podcast sagde han, at han havde foreslået Swift, at hun skulle overvære en Kansas City-kamp på holdets stadion, Arrowhead.
- Jeg kom med forslaget. Jeg kastede bolden over på hendes banehalvdel.
- Jeg sagde til hende, at jeg havde set hende fyre den af på Arrowhead, så nu burde hun komme og se mig fyre den af, så vi kunne finde ud af, hvem der giver den mest gas, lød det fra 33-årige Kelce.
Taylor Swift, der også er 33 år, har optrådt på Arrowhead som en del af sangerens ekstremt populære turné The Eras Tour.
Travis Kelce betragtes som en af NFL's bedste spillere. Han er flere gange blevet udtaget til ligaens allstar-hold og har vundet NFL-finalen, Super Bowl, to gange med Kansas City Chiefs - senest i februar 2023.
Under søndagens kamp kunne man se en begejstret Swift tiljuble Kelce og Kansas City, der også endte med at løbe med sejren.
Efter kampen sagde en anden af Kansas Citys profiler, quarterbacken Patrick Mahomes, at han var fuldt ud bevidst om sangerens besøg.
- Jeg følte et lille pres, for jeg vidste, at jeg hellere måtte kaste den til Travis.
- Jeg tror, at han var mindst lige så ivrig efter at score, som alle Swifties (Taylor Swifts fans, red.) var, for at han scorede, lød det fra Mahomes.
Taylor Swift tiltrak sig også opmærksomhed forleden, da hun opfordrede sine fans til at indregistrere sig som vælgere forud for USA's præsidentvalg.
Det medførte, at tusindvis af vælgere straks registrerede sig.