Kongelige26. september 2023

Bekræfter: Grev Felix skal med til prins Christians 18-års fødselsdag

- Han glæder sig til at fejre prins Christian, lyder det fra hans mor grevinde Alexandras presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen
21-årige grev Felix skal med til taffel på slottet i forbindelse med hans fætters fødselsdag  
21-årige grev Felix skal med til taffel på slottet i forbindelse med hans fætters fødselsdag
 Foto: Hanne Juul

Når prins Christians store 18-årigs fødselsdagsgallamiddag løber af stablen på Christiansborg Slot den 15. oktober, bliver det med hans fætter Grev Felix omkring bordet.

Det skriver Billed-Bladet, som har talt med hans mor Alexandras presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen.

- Han glæder sig til at fejre prins Christian, siger hun.

Også hans bror, grev Nikolai, har tidligere afsløret, at han er inviteret til festlighederne. Det fortalte han til det australske medie, 9Honey, i forbindelse med et større interview for nylig.

Desværre forhindrer hans nuværende studieophold i Australien den tidligere prins i at komme til hans fætters fødselsdag.

Grev Nikolai og hans kæreste Benedikte Thoustrup læser for tiden et semester på University of Technology i Sydney, der varer indtil den 30. november.

Også grev Felix er godt i gang med studierne. Han tager i øjeblikket en uddannelse i Sales Management på Copenhagen Business School.

Dronning Margrethe er vært for det fornemme gallataffel, der bliver holdt på selve prinsens fødselsdag den 15. oktober.

Men det er ikke kun gæster med blåt blod, der kommer med.

Omkring 200 unge mennesker – alle på 18 år – fra alle landets kommuner er også inviteret med. Det er blandt andet foregået gennem lodtrækning.

Alle landets 98 kommuner har nemlig nu hver tilmeldt to unge borgere, ligesom også Grønlænd og Færøerne har tilmeldt to unge hver, og det bringer det samlede antal unge, der kommer for at fejre prinsen, op på 200.

Nogle steder er de unge blevet udvalgt ved lodtrækning, andre steder har et bedømmelsesudvalg taget stilling på baggrund af ansøgninger.

Deltagerne vil få lejlighed til at hilse på den kongelige familie ved gallataflet, men de bliver ikke opfordret til at have gave med til fødselaren.

Sponsoreret indhold