Burhan G sælger villaen
Burhan G er i gang med at lave en "Casper Christensen" - igen.
Det 40-årige popidol har nemlig sat sin nyistandsatte villa på Vedbæk Strandvej til salg. Det sker godt et år efter, at han betalte 11.250.000 kr. for den 188 kvadratmeter store bolig.
Burhan G sælger for 19.995.000 kr. og dermed står han til en boliggevinst på 8.745.000 kr., minus de omkostninger han har haft til håndværkere, materialer og ejendomsmægler.
Ligesom sin showbiz-kollega Casper Christensen, som netop har sat sin lystgård i Tikøb til salg, så har Burhan G gjort det til en bibeskæftigelse at købe billige ejendomme, istandsætte dem og sælge dem med en fed fortjeneste.
Burhan Gs villa på Vedbæk Strandvej ligger få skridt fra ekskæresten Sarah Zobels hjem, så formentlig kommer bilerne igen på banen, når parrets syvårige søn Dallas skal til at pendle mellem mor og far.
Med salget bliver Burhan G ikke boligløs. Han ejer nemlig også en lejlighed på Christianshavn.