Nu er det officielt: Amalie Szigethy er flyttet hjem til Mikkel Skelskov
Det er svært at holde trit med, hvor mange gange Amalie Szigethy og Mikkel Skelskov er gået fra hinanden og fundet sammen igen.
I december nåede dramaet mellem on/off-parret nye højder, da Amalie beskyldte Mikkel for at bortføre deres to fælles døtre, Josephine og Hannah, til udlandet, og hun bedyrede i samme ombæring, at det var endegyldigt slut.
Realitystjernen klinkede dog alligevel skårene med faren til hendes to børn. I sommer blev de to således spottet på idyllisk familietur med deres piger i Tivoli i København.
Og denne gang virker det til, at Amalie for alvor forsøger at få forholdet til sin bedrageridømte kæreste til at fungere. Hun er helt officielt flyttet ind hos Mikkel.
Ifølge CPR-registeret flyttede hun den 6. juni sin adresse hjem til Mikkel i Dragør. Dermed lukkede hun den kattelem i lejligheden i Hørsholm, hun de andre gange har holdt åben, så hun havde et hjem at vende tilbage til, når kærligheden krakelerede.
I december blev Amalie smidt ud af sit og Mikkels fælles hjem i Dragør og nægtet adgang til sine ting og møbler af Mikkels mor. Der var derfor ikke meget hjem at vende tilbage til – blot en gabende tom lejlighed.
Sendte mor ud i kulden
En anden ting, som peger i retning af, at Amalie har sat alle sejl til for at skabe en kernefamilie med Mikkel og deres to børn, er, at hun har brudt kontakten med sin mor.
De to har altid været som kop og kande, og intet har kunnet skille dem ad. Det har dog aldrig været nogen hemmelighed, at Lotte Kejser bryder sig meget lidt om Mikkel, og at hun som løvemor har gjort, hvad hun kunne for at passe godt på sin datter.
I juni indrømmede Lotte da også, at hun selv bar en del af skylden for, at hun ikke har kontakt med sin datter og sine to børnebørn. Til Her & Nu gav hun udtryk for sin mening om, at hendes datter igen-igen havde fundet sammen med Mikkel.
- Det er meget svært som forældre at stå på sidelinjen og se ens børn begå den ene fejl efter den anden, men altså den del er jo også forældrenes lod, sagde hun til ugebladet.
Dengang fortalte hun, at hun havde kendt til forholdet i en måneds tid - omtrent samtidig forsvandt både Amalie og Mikkel fra sociale medier.
Tilbage på Instagram
Forleden returnerede reality-influenceren så til Instagram efter fire måneder i flyverskjul. Hun forsvandt, fordi hun var træt af, at alle havde en holdning til hende.
De fire måneder har hun brugt på at kigge indad.
- Jeg har været på en indre rejse. En slags selvudvikling. Jeg har haft brug for det. Det har virkelig været en tid, jeg har nydt. Og det har været fedt, sagde hun og fortsatte:
- I stedet for at have brugt tiden på at se, hvordan andre har haft det på sociale medier, har jeg brugt tiden på at kigge på mig selv og fundet ud af, hvordan JEG har det, og det har været sundt for mig og min lille familie.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Amalie Szigethy, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.