Team Rynkeby donerer 27 millioner til syge børn
Det er næsten blevet en lige så fast sommertradition som Tour de France, at gulklædte motionscykelryttere bruger en uge af deres sommerferie på at skaffe penge til børn med kritiske sygdomme.
Også i år satte en række lokale Team Rynkeby-hold kurs fra Danmark mod Paris på deres carboncykler, og nu foreligger resultatet af deres anstrengelser.
De 1200 danske ryttere sørgede takket være sponsoraftaler for at samle så mange penge ind, at Team Rynkeby Fonden har kunnet sende 27 millioner videre til velgørende fonde.
Børnecancerfonden modtager 19,4 millioner kroner, mens Børnelungefonden får en donation på 7,6 millioner kroner.
- Pengene er rejst på et tidspunkt, hvor energiprisen gik amok, og mange virksomheder var tilbageholdende med at indgå sponsoraftaler.
- At det alligevel lykkes os at rejse et stort tocifret millionbeløb til Børnecancerfonden og Børnelungefonden er en imponerende bedrift, som helt og aldeles skyldes de frivilliges ihærdige indsats, siger Steffen Juncker, der er landechef for Team Rynkeby Danmark.
Team Rynkeby-idéen har med tiden spredt sig, så der nu findes tilsvarende hold i ni lande. Sammenlagt har Team Rynkeby således kunnet donere 68,4 millioner til børn med kritiske sygdomme.
Og indsatsen fortsætter. Det er allerede nu vedtaget at sende nye hold afsted i uge 27 næste år.