FCM-træner efter uhyggelig hændelse i Parken: - Fodbold er ikke alt
- Pludselig blev man mindet om, at fodbold ikke er alt.
Sådan lyder det fra FC Midtjylland-træner Thomas Thomasberg, der efter lørdagens 2-0-sejr over FC København sætter ord på, hvordan han oplevede situationen, hvor en tilskuer i Parken fik et ildebefindende.
Efter cirka 86 minutters spil blev kampen midlertidigt afbrudt, da en tilskuer på C-tribunen havde fået et ildebefindende.
Lægefolk hastede over til personen, mens dommerteamet valgte at sende spillere og stab i omklædningsrummet.
For Thomasberg og resten af FCM-lejren var det en ubehagelig oplevelse, der kastede forskellige reaktioner af sig.
- Vores spillere var lidt forskellige, i forhold til hvordan de tacklede det. Vi skulle selvfølgelig holde dem klar, men der var også nogen, der var berørte.
- Vi havde et par stykker, hvor jeg kunne se, at de måske havde noget i bagagen fra nogle tidligere oplevelser. Jeg kunne se, at de var kede af det og følelsesmæssigt påvirket, siger FCM-træneren.
En af de personer, der har oplevet en lignende hændelse tidligere, er FCM-keeperen Jonas Lössl.
12. juni i 2021 var han en del af det danske landshold, som på tætteste hold overværede, at Christian Eriksen fik et hjertestop i Parken under en EM-kamp mod Finland.
Selv forklarer Lössl, at det var uundgåeligt ikke at tænke på situationen med Eriksen ved lørdagens situation.
- Det gav et sug i maven, og det gjorde det sikkert også hos mange andre. Der er nok mange, der også var i Parken den aften i 2021.
- Heldigvis fik vi ret hurtigt positive meldinger om, at personen var okay.
- Det er meget sort og hvidt. Hvis personen ikke havde overlevet, så havde kampen været fuldkommen ligegyldig, siger Lössl.
Ifølge FCK-træner Jacob Neestrup blev kampen mere eller mindre ligegyldig efter den ubehagelige hændelse.
- Hvis kampen ikke var halvdød i forvejen, så døde den i hvert fald fuldstændig.
- Stadion gik ned, og spillerne gik ned, og det var jo et eller andet sted bare minutter, der skulle overstås, siger FCK-træneren.
FCK har på det sociale medie X oplyst, at personen blev kørt til hospitalet i vågen tilstand.