Flere indsamlere sikrer 14 millioner til Røde Kors-indsamling
Røde Kors har ved sin årlige landsindsamling søndag indsamlet cirka 14 millioner kroner, hvilket er 1,2 millioner kroner mere end sidste år.
Det fortæller Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors Danmark.
- Jeg er rigtig glad for, at vi har knækket kurven. Vi har både øget engagementet i Røde Kors, og folk har doneret flere penge, siger han.
Omkring 15.000 personer deltog i søndagens indsamling, hvilket generalsekretæren anslår er en stigning på 10-15 procent personer sammenlignet med 2022.
- Antallet af indsamlere er noget, der er afgørende for, hvor god en indsamling bliver. Så det betyder rigtig, rigtig meget, at der har været flere på gaden i år, siger Anders Ladekarl.
Generalsekretæren tilskriver også de katastrofer, der de seneste uger har ramt verden, at danskerne har været dybere i lommerne ved årets landsindsamling.
- Jordskælvet i Marokko, oversvømmelserne i Libyen og de store flygtningestrømme i Kaukasus har været med til at gøre opmærksom på vigtigheden af at hjælpe gennem Røde Kors, fordi vi er tilstede ved alle de her katastrofer, siger han.
Mens nogle af de indsamlede penge går til det akutte nødhjælpsarbejde i netop Marokko og Libyen, går andre til, at Røde Kors kan fortsætte deres hjælpearbejde i Ukraine, fortæller generalsekretæren.
Han fortæller også, at nogle af pengene vil blive reserveret til de mest udsatte børnefamilier i Danmark, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen på grund af inflation og andre udfordringer.
- Pengene betyder, at vi blandt andet har mulighed for at øge de nødhjælpspakker, vi sender til dem, der er blevet skyllet væk af den store flodbølge i Libyen, hvor vi lige nu er ved at fylde et fly med nødhjælp.
- Det er penge, der på mange måder kommer ud i nogle af de allermest kritiske og vanskeligste hjælpeoperationer, vi har. Det er godt, at vi kan gøre en forskel, som er større end det, vi havde forventet, siger han.