Kæmpe bøde til SuperBrugsen: Fødevarer opbevares under beskidte forhold
Flere fødevarer hos SuperBrugsen blev opbevaret i beskidte montrer og på uhumske hylder.
Det kunne Fødevarestyrelsen konstatere, da de var forbi supermarkedet på Nørre Alle i Hørning.
"I samtlige kølemontrer i butikken, hvor der blandt andet opbevares sild, færdigpakket laks samt mejeriprodukter såsom ost og pålæg ses der sorte belægninger samt kondensvand på kanten af bunden", står der i kontrolrapporten fra den 20. september.
De beskidte kølemontrer var dog ikke det eneste, Fødevarestyrelsen observerede under kontrolbesøget.
På hylderne, hvor der står drikkevarer, var der indtørret væsker, hvilket også var tilfældet på gulvet omkring hylderne.
Heller ikke i grøntafdelingen var der styr på rengøringen, og der blev fundet krummer, støv og madrester langs kanten ved kasserne og bagved disse.
Dermed fik SuperBrugsen en sur smiley og en bøde på hele 20.000 kroner.