Influencer skudt ned og dræbt: 'Vi havde den sjoveste dag'
LÆS OGSÅ: Kendt influencers kæreste sigtet for drab på mor
Den brasilianske influencer Samya Silva blev kun 21 år gammel.
Søndag aften blev den unge kvinde fundet skudt og dræbt, ifølge politiet af to bevæbnede gerningsmænd.
Silva havde netop forladt en natklub i byen Teresina i Brasilien med to venner, og var på vej væk fra stedet på sin motorcykel, da to gerningsmænd tvang hende til at stoppe.
Det skriver Dailymail.
I første omgang nægtede Samya Silva ifølge politiet at stoppe, men endte til sidst med at blive tvunget til standsning af de ukendte pistolmænd.
Influenceren forsøgte herefter at stikke af fra stedet til fods med sine to venner, men blev løbet op af gerningsmændene og skudt flere gange på klods hold, lyder det fra brasiliansk politi om episoden.
Samya Silva blev erklæret død på stedet, hun efterlader sig en toårig søn.
'Vi havde det så sjovt'
Den brasilianske skønhed var tilsyneladende sammen med veninden Yrla Lima, da drabet fandt sted.
Veninden har efterfølgende lagt en hjerteskærende besked op på sin Instagram-profil, hvor hun samtidig deler et billede af sin ødelagte telefon, som er blevet ramt af en kugle.
'Jeg kunne ikke gøre andet end at prøve og redde mig selv.'
'Vi havde den sjoveste aften sammen,' skriver veninden om den sidste aften i byen med Samya Silva.
De to veninder, som sad bagpå Samya Silvas motorcykel under skudangrebet, er begge uskadte efter episoden.
Det er endnu uvist, hvad motivet bag drabet er.
- Hun blev dræbt på åben gade. Politiet og vores efterforskere er straks gået igang med en omfattende efterforskning, fortæller politiet om efterforskningen.
Samya Silva, som havde omkring 63.000 følgere på Instagram, har blandt andet brugt sin Instagram til at dele sine kontroversielle holdninger.
Hun gik blandt andet ind for en legalisering af cannabis, som hun ofte refererede til i sine opslag på de sociale medier.