Vild detalje fra soveværelset vækker undren: Nu forklarer Christiane Schaumburg-Müller
Egentlig er opslaget lavet for at dele den helt store afsløring – er det en dreng eller en pige, som Christiane Schaumburg-Müller bærer rundt på?
En pige, lyder svaret fra den tidligere ”Vild med dans”-vært og hendes mand Daniel Åxman, der selvsagt glæder sig til at blive forældre lige om hjørnet.
Men alt imens svaret på parrets gender reveal således står klart, melder helt andre spørgsmål sig. Spørgsmål om Schaumburg-Müller og Åxmans indretning.
Før afgang mod Elle Awards tog Schaumburg-Müller og gemalen en omgang selvudløserbilleder på det plyssede grå tæppe – og selvfølgelig med en altid rejseklar rullekuffert liggende parat til parret, der må siges at handle på deres udlængsel ganske ofte.
Og lige dér – midt i deres soveværelse - står der simpelthen en kaffemaskine.
En arbejdsplads
Overfor SE og HØR forklarer Christiane Schaumburg-Müller, at der er en helt særlig grund til, at der står en espressomaskine i rummet, hvor man normalt bare knalder brikker.
Og årsagen er ikke (kun) akut kaffetrang om morgenen, afslører hun med et grin.
– Jeg indrettede vores master med udgangspunkt i en hotelsuite - med minibar. Så der er en fyldt minibar og en kaffemaskine derinde. Men masteren indeholder også et badeværelse, et glam room og mit walk-in closet. Så der er tre rum en suite, forklarer hun, da SE og HØR beder om et svar på hendes usædvanlige placering af det sølvfarvede kapselbæst.
Når man er Christiane Schaumburg-Müller, og CV’et inkluderer både influencer, iværksætter, spisestelsdesigner og officielt Max Factor-ansigt, så er hjemmet – og soveværelset – også en arbejdsplads, forklarer hun.
– Jeg bruger de to sidste rum, når min makeup-artist kommer og styler mig, eller vi optager videoindhold. Så på mange måder fungerer det ofte som arbejdsplads i forhold til glam, styling og skydninger for Max Factor. Og så er det jo godt at ha’ en kaffe ved hånden, ler hun, før hun tilføjer:
– Eller et glas bobler, alt efter hvad stemningen er til!
Ikke én, men to opvaskemaskiner
Lige i øjeblikket er det dog for Christianes vedkommende det alkoholfri indhold, der skal i de langstilkede glas på ”kontoret”, for den 41-årige skønhed er gravid.
Den glædelige nyhed om en julebaby delte hun med sine 362.000 følgere, ligesom hun også fortalte i sin podcast ”Hverdag”, at mirakelbabyen i hendes mave slet ikke var planlagt.
– Det er, som jordemoderen siger, en økobaby, for det er en uplanlagt baby. Så der hvor jeg troede, jeg ikke kunne blive gravid og har været i fertilitetsbehandling til højre og venstre, er det her sket fuldstændig naturligt. Så min jordemoder kalder det en økobaby, fortalte hun jublende i podcasten den 11. september.
Schaumburg-Müller og Åxman scorede den 528 kvadratmeter store hus i Gentofte tilbage i sommeren 2020 efter at have offentliggjort deres forhold tidligere samme år.
De lagde intet mindre end 31,5 millioner kroner for villaen – og Christiane Schaumburg-Müller har ikke bare adgang til en god mokkabryg i soveværelset, men har også tidligere fremvist til sine følgere, at hun kan synkronrengøre sine tallerkner og glas i to forskellige opvaskemaskiner.