Medstifter af tøjfirmaet Alis vinder retssag mod Christiania
Fristaden Christiania dømmes tirsdag til at anerkende, at medstifteren af tøjfirmaet Alis, Isabelle Hammerich, har ret til fortsat at bruge lejede lokaler på fristaden.
Dommen er afsagt af Københavns Byret og handler om brugsretten til lokaler, hvor der drives butik.
Et såkaldt områdemøde besluttede i marts 2022 at opsige lejemålet. Men det skridt var ikke berettiget, fastslår retten, allerede fordi de formelle betingelser for en opsigelse ikke var opfyldt.
Virksomheden Alis er stiftet af Isabelle Hammerich og Albert Nielsen. Den kom i økonomiske vanskeligheder i 2017, og derefter trådte investorer udefra til og fik en ejerandel på 70 procent i firmaet Alis International Aps.
Da Isabelle Hammerich kun ejede 15 procent af anpartsselskabet, får Fristaden Christiania af retten medhold i, at hun havde overladt brugsretten til andre uden forinden at have fået fristadens godkendelse.
Men hun nåede at rette op på forholdet, inden fristaden ophævede brugsretten i maj 2022, fremgår det af dommen.
Isabelle Hammerich betalte husleje, fik udskiftet låsene og stod selv i butikken.
Albert Nielsen er udtrådt af Alis. Men det har ingen betydning, lyder det i dommen.