Kendt fra populær serie efterlyst: Familien er meget bekymret
LÆS OGSÅ: "Breaking Bad"-stjerne død
En af stjernerne fra HBO-dokuserien "Telemarketers" har været væk siden fredag.
54-årige Patrick J. Pespas, som var med til at afsløre omfattende fusk i den telemarketingsvirksomhed, som han var ansat i, har været pist væk i mere end tre dage.
Det skriver det amerikanske ugemagasin People.
Politiet skriver i efterlysningen, at Pespas sidst blev set fredag i hans hjemby Easton i delstaten Pennsylvania, USA, og at de er bekymrede for ham.
De oplyser samtidig, at han muligvis kører i sin Ford Mustang fra 2002.
Patrick Pespas er kendt fra krimi-dokumentarserien "Telemarketers", som fik premiere på HBO i august, som er lavet sammen med Adam Bhala Lough og Sam Lipman-Stern.
Førstnævnte har efterlyst Pespas i flere opslag på det sociale medie X.
'Pat er forsvundet, og Sue, hans familie og venner er meget bekymrede for ham. Vær søde at sprede budskabet om, at Pat er forsvundet og hjælp os med at finde ham,' står der blandt andet.
Adam Bhala Lough fortalte søndag, at Pespas muligvis var blevet set på en bar i Pittsburgh (omkring 480 kilometer fra Easton red.) lørdag aften.
I dokumentarserien "Telemarketers" afslører Patrick Pespas sammen med en kollega, hvordan hans mangeårige arbejdsplads har fusket med de donationer, som de har ringet og fået samlet ind fra virksomheder og privatpersoner.
Det viste sig nemlig, at donationerne, som blandt andet var målrettet politi- og brandmandsorganisationer, i flere tilfælde endte i virksomhedens egen lomme.