Billede afsløret: Her er manden, der kidnappede 9-årige Charlotte Sena
LÆS OGSÅ: 9-årige Charlotte kidnappet: – Hendes forældre vidste straks, at noget var galt
De håbede på det bedste, men frygtede på samme tid det værste. Mandag aften kom så beskeden, alle havde håbet på: 9-årige Charlotte Sena var blevet fundet i live.
Den unge pige, der forsvandt lørdag aften i den såkaldte Moreau Lake Park i New York, blev fundet i et skab i en autocamper, der tilhører en 46-årig mand.
Manden – der nu er identificeret som Craig N. Ross – er sigtet for at have kidnappet den 9-årige pige og efterfølgende holdt hende indespærret i sin autocamper.
I forbindelsen med anholdelsen og sigtelsen er det første billede Craig N. Ross blevet delt.
9-årige Charlotte Sena forsvandt lørdag aften, da hun var ude og cykle i området. Da hun ikke som ventet vendte hjem, slog hendes forældre alarm til politiet, og en stor eftersøgning gik i gang. Hundredvis af betjente deltog i eftersøgningen, og man gjorde desuden brug af to droner, sonarudstyr og sporhunde.
Det var dog først, da Charlottes forældre modtog et løsesumsbrev fra kidnapperen, at man fik gennembruddet i sagen. På brevet fandt politiet nemlig et fingeraftryk, der herefter ledte dem på sporet af den 46-årige mand. Hans fingeraftryk var allerede i politiets database.
Politiet fandt manden på hans mors grund, hvor der også stod en autocamper. Det var i et skab i autocamperen, at han havde tilbageholdt den niårige pige i to døgn.
– Efter noget modstand blev den mistænkte tilbageholdt, og den lille pige blev hurtigt fundet i et skab, udtalte guvernør Kathy Hochul i forbindelse med fundet af den lille pige.
Charlotte Sena blev kort efter kørt på hospitalet. Hun er fysisk ikke mærket af sit over to døgn lange mareridt.