350 aarhusianere har fået lækket personlige oplysninger ved en fejl
En forkert fil er blevet vedhæftet i udsendelsen af en standardbesked fra Socialforvaltningen i Aarhus Kommune.
Det betyder, at hundredvis af borgere uberettiget har modtaget en liste med personoplysninger på 350 borgere i kommunen.
Det skriver afdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse ved Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
På grund af en menneskelig fejl i magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse har 274 borgere fejl fået tilsendt en liste over 350 borgeres personoplysninger og information om, at de enkelte personer har oprettet en sag i Socialforvaltningen i marts 2022.
Personoplysningerne omfatter navn, adresse og cpr-nummer.
Kontorchef i magistratsafdelingens stab for digitalisering Cecilie Mortensen kalder det dybt beklageligt i meddelelsen.
- Det undskylder vi for. Både over for de borgere, der har fået lækket deres persondata, og de borgere, der har modtaget dem, siger hun.
Hun tilføjer yderligere, at afdelingen opfordrer til, at man omgående sletter de oplysninger, man har fået i hænde uretmæssigt.
I stedet for listen over de 350 borgere personoplysninger skulle de 274 borgere have modtaget en standardskrivelse, som ikke bliver nærmere beskrevet i pressemeddelelsen.
Afdelingen indstiller udsendelsen af den såkaldte standardskrivelse, indtil sagen er analyseret til bunds.
Det fremgår dog, at det ligger fast, at der er tale om en menneskelig fejl, hvor en forkert fil er blevet vedhæftet.
- Men det skal undersøges, hvordan sagsgangen kan sikres yderligere, så fejlen ikke kan ske igen, lyder det i meddelelsen.
Datalækket vil blive indberettet til Datatilsynet, fremgår det.